Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 49 (Alm. del - bilag 39):                                                            28-01-2008

I brev af 4. januar 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 39:

"Vil ministeren kommentere henvendelsen af 4/1-08 fra Danske Erhvervsskoler – Erhvervsskolernes Ledere, vedr. adgangsbegrænsning på EUD, jf. UDU alm. del – bilag 39?"

 

Svar:

 

Organisationen Danske Erhvervsskoler mener, at adgangsbegrænsning til erhvervsuddannelserne ikke harmonerer med regeringens målsætning om, at 95 pct. af alle unge i 2015 skal have en ungdomsuddannelse.

 

Som det ser ud nu, har vi cirka 100 erhvervsuddannelser med frit optag. Mange af disse uddannelser mangler ligefrem elever. Der er både ledige praktikpladser og ledige jobs efter endt uddannelse - også for pigerne.

 

Der har i en del år været adgangsbegrænsning til visse erhvervsuddannelser. Efter reglerne i erhvervsuddannelsesloven kan ministeren indføre adgangsbegrænsning, hvis der er et stort misforhold mellem erhvervslivets behov for uddannede og søgningen til uddannelsen.

 

Hidtil har eleverne først mødt adgangsbegrænsningen, når de langt inde i grundforløbet er blevet afskåret fra at vælge den fagrettede undervisning. Det har ført til skuffelser, bitterhed og værst af alt frafald blandt unge, som oplever, at de er blevet standset i uddannelsen på et tidspunkt, hvor de er kommet godt i gang med uddannelsen.

 

Det nye er, at adgangsbegrænsningen fra juli 2008 sætter ind ved indgangen til uddannelsernes grundforløb og ikke som hidtil ved overgangen til den undervisning, der knytter sig til den enkelte adgangsbegrænsede uddannelse. Adgangsbegrænsningen gælder fortsat ikke for elever, der på forhånd har en uddannelsesaftale med en virksomhed.

 

Som det ser ud nu, er der adgangsbegrænsning til 11 uddannelser. Der er i de fleste tilfælde tale om ”modeuddannelser”, og det er svært at se, hvilket formål det skal tjene at lade en masse unge mennesker starte på en uddannelse, som de har minimale chancer for at gøre brug af, når der samtidigt findes brancher, der har stort behov for at uddanne flere unge. 

 

Jeg glæder mig over, at et bredt flertal i Folketinget er enig med regeringen i, at vi ikke må give de unge falske forventninger ved at lukke dem ind i en uddannelse, hvor de har ringe muligheder for at gennemføre og efterfølgende få beskæftigelse.

 

Med den ny vejledningslov er vejledningen af de unge om valg af uddannelse og erhverv blevet styrket. Det sker blandt andet for at undgå unødige skuffelser og omvalg for de unge. Fremover introduceres elever fra 7. klasse til ungdomsuddannelserne. I 8. klasse indgår introduktionskurser, og i 9. klasse indgår brobygning i vejledningstilbuddet. Undervisningsministeriet har udarbejdet vejledningsmateriale til folkeskolerne, Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og erhvervsskolerne om de nye regler.

 

Jeg er ikke enig med Danske Erhvervsskoler i, at det er bedre først at optage eleverne i en uddannelse og derefter prøve at vejlede dem væk fra den pågældende uddannelse. Jeg forventer derimod, at UU-centrene og andre implicerede - herunder erhvervsskolerne - udfører en kvalificeret vejledningsindsats, så de unge motiveres for at søge ind på uddannelser med gode praktikplads- og beskæftigelsesmuligheder.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder