Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 46 (Alm. del):                                                                            23-01-2008

I brev af 3. januar 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 46:

"Vil ministeren kommentere TV2Nords indslag "Lærling i klemme" den 27. december 2007 kl. 19.30, og vil ministeren oplyse, om ministeren finder det rimeligt, at lærlinge kan komme i den situation, at ingen håndværksmestre vil overtage dem efter en konkurs, fordi det bliver for dyrt?"

 

Svar:

Udsendelsen bringer historien om en bygningshåndværkerelev, hvis praktikvirksomhed er gået konkurs, hvorfor eleven har mistet sit ansættelsesforhold. En håndværksmester udtaler, at han ikke vil ansætte eleven i et restuddannelsesforhold af fire måneders varighed, fordi eleven kun kan arbejde i firmaet i fire uger, da han skal på afsluttende skoleophold i resten af tiden. Fagforeningen udtaler sig kritisk om, at virksomheden ikke vil ansætte eleven. Eleven er ked af, at han går glip af løn i de fire måneder. Det fremgår ikke af indslaget, om eleven kan afslutte sin uddannelse uden en restuddannelsesaftale.

 

Jeg kan oplyse, at eleven efter de gældende regler på området kan gøre sin uddannelse færdig - enten ved at en virksomhed ansætter ham eller ved, at han afslutter uddannelsen som skolepraktikelev.

 

Normalt er det heldigvis sådan, at praktikvirksomhederne påtager sig deres uddannelsesansvar. Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) refunderer virksomhedens udgift til elevløn helt eller delvis, når eleven er på skole.

 

Optagelse i skolepraktik er en mulighed, når eleven har mistet uddannelsesaftalen uden egen skyld, og uddannelsen udbydes med skolepraktik.

 

Jeg har ikke grundlag for at bedømme den konkrete sag nærmere, men jeg kan oplyse, at de respektive faglige udvalg og lokale uddannelsesudvalg skal virke for tilvejebringelse af praktikpladser, og at der er en fornem tradition for, at organisationerne gør sig særlige anstrengelser for at hjælpe en elev videre til en ny virksomhed, hvis elevens praktikvirksomhed går konkurs.

 

Jeg er ikke bekendt med, om dette efterfølgende er lykkedes i denne sag, eller om eleven har måttet nøjes med skolepraktik.

 

Jeg minder om, at erhvervsuddannelserne ikke alene er en statslig opgave, men at erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter har et betydeligt ansvar for dette uddannelsessystem. Det er mit indtryk, at dette ansvar i almindelighed løftes på en tilfredsstillende måde.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder