Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 43 (Alm. del - bilag 27):

I brev af 20. december 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 43:

”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 8/12-07 fra Erik Jeppesen, Farum vedr. aspergerklassen på Høje-Taastrup Gymnasium, jf. UDU alm. del - bilag 27?”

 

 

Svar:

I henvendelsen fra Erik Jeppesen anmoder en forældrekreds for unge med Aspergers syndrom om foretræde for Uddannelsesudvalget med henblik på, at der sikres en permanentgørelse af det igangværende forsøg på Høje-Taastrup Gymnasium, således at der bliver plads til alle relevante ansøgere.

 

Idet jeg henviser til mit svar af 21.december 2007 på spørgsmål 30, vil jeg gerne tilkendegive, at jeg er meget optaget af, at der er relevante ungdoms­uddannelsestilbud til alle unge, herunder til socialt og kommunikativt handicappede unge.

 

På baggrund af en satspuljebevilling på 10 mio. kr. blev der i august 2007 igangsat et 3-årigt gymnasieforløb for unge med Aspergers syndrom(au­tis­me) på Høje-Taastrup Gymnasium. Undervisningsministeriet er for øjeblikket i en meget seriøs dialog med Høje-Taastrup Gymnasium og Paderup Gymnasium om igangsættelse af yderligere to 3-årige forsøg fra skoleåret 2008/09, hvoraf det ene netop vedrører Høje-Taastrup Gymnasium, der forventer at kunne starte en klasse med 10 elever i det kommende skoleår.

 

Efter aftale med de involverede skoler forventes igangsat forsøg, hvor man undervejs i forsøgsperioden afprøver og overvejer mulighederne for integration i ordinære gymnasieklasser med særlig støtte i det omfang, det forekommer relevant og hensigtsmæssigt for de implicerede elever. I den forbindelse er det vigtigt at have for øje, at en almindelig studentereksamen ud over det rent faglige i høj grad også fokuserer på sociale kompetencer. Det fremgår således af gymnasielovens § 2, at det er et af gymnasieuddannelsens hovedformål, at eleverne skal ”opnå fortrolighed med at anvende forskellige arbejdsformer og evne til at fungere i et studiemiljø, hvor kravene til selvstændighed, samarbejde og sans for at opsøge viden er centrale”. Det er derfor afgørende, at vi også får undersøgt og dokumenteret, hvordan dette hensyn bedst tilgodeses for unge, som er socialt og kommunikativt handicappede.

 

Forløbene vil blive fulgt tæt af Undervisningsministeriet, og de vil blive evalueret løbende med henblik på, at vi finder frem til den mest hensigtsmæssige permanente løsning for netop denne gruppe elever. I forlængelse heraf vil de fremtidige finansieringsmuligheder blive vurderet..

 

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder