Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 38 (Alm. del):                                                                            21. december 2007

I brev af 6. december 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 38 :

" Undervisningsministeren gav i sit svar på S 6126 og S 6127 et løfte om, at opretholde et udbud af voksenuddannelse i tyndtbefolkede områder. Vil ministeren i forlængelse af besvarelserne besvare følgende spørgsmål:

-          Hvor stort var grundtilskuddet i 2006 til VUC Samsø under Ã…rhus Amt inden fusionen med VUC Ã…rhus den 1. januar 2007?

-          Hvor stort er grundtilskuddet, som er øremærket til drift af VUC pÃ¥ Samsø i 2008?

-          Hvordan vil ministeren opretholde sit løfte med de grundtilskud, der er øremærket til drift af VUC pÃ¥ Samsø pÃ¥ finansloven for 2008?

-          Ministeren bedes i sit svar se bort fra overgangsordningen, da den er en del af tilskudsordningen i perioden 2007-2009 og der for kun er en midlertidig ordning."

 

Svar:

Jeg kan oplyse, at Århus Amt i 2006 indberettede en samlet bevilling til VUC Samsø i 2005 på 2,4 mio. kr. Amtet oplyste, at VUC’erne i amtet generelt fik en grundbevilling på ca. 40 pct. af den samlede bevilling. Grundbevillingen dækkede udgifter til bl.a. løn til administrationen, husleje, øvrig bygningsdrift, transport og edb. Det kan tilføjes, at VUC Samsø i 2005 havde 21 årselever. 

 

Som oplyst i mit svar på S 6126 er grundtilskudsmodellen i det nye tilskudssystem fra 2008 udformet med henblik på at sikre, at der kan opretholdes udbud i tyndt befolkede egne som Samsø, idet både areal og befolkningstæthed indgår i fordelingen af grundtilskud og regionalt undervisningstilskud. Endvidere ydes der et særligt ø-tilskud på 200.000 kr. pr. år til bl.a. VUC Århus, fordi Samsø er en del af centerets geografiske dækningsområde. Tilskuddet forpligter VUC Århus til at udbyde voksenuddannelse på Samsø. Hertil kommer, at udgifter til husleje og udvendig vedligeholdelse i forbindelse med undervisningen på Samsø afholdes efter regning af Undervisningsministeriet og dermed ikke skal finansieres af tilskuddene til VUC Århus. Tilskuddene ydes til de enkelte voksenuddannelsescentre og er ikke øremærket til de enkelte udbudssteder, således at der efter fusionen med VUC Århus ikke ydes et specifikt tilskud til udbuddet på Samsø.

 

Jeg vil yderligere pege på, at der som følge af fusionen med VUC Århus vil være en række administrative stordriftsfordele, der vil være med til at sikre økonomien i aktiviteterne på Samsø.

 

Dermed mener jeg, at den tilkendegivelse om at opretholde et udbud af voksenuddannelse i tyndtbefolkede områder som Samsø, som jeg gav i mine svar på S 6126 og S6127, er indfriet.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder