Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 360 (Alm. del ):
I brev af 24. september 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:            22-10-2008
Spørgsmål 360:
"Kan ministeren med henvisning til artikel i Politiken 17/9‑08 (Firmaer hjælper skoletrætte elever) oplyse indholdet i de i artiklen nævnte firmauddannelser, herunder redegøre for bl.a. uddannelsernes længde og kvalitet set i forhold til tilsvarende offentlige erhvervsuddannelser, eventuel brugerbetaling, muligheder for videreuddannelse og merit på en erhvervsskole, elevernes tilknytning til arbejdsmarkedet efter endt firmauddannelse, eventuelle samarbejdspartnere for firmaerne, og kan ministeren oplyse, hvilke virksomheder der indenfor det seneste er begyndt at udbyde alternative uddannelser?"
Svar:
COOP Danmark og Dansk Supermarked har over for Undervisningsministeriet oplyst, at begge supermarkedskæder fortsat anvender de offentlige erhvervsuddannelser til uddannelse af elever, samt at kæderne ikke ønsker at skabe et konkurrerende privat alternativ.
COOP Danmark har endvidere oplyst, at kæden årligt ansætter ca. 420 erhvervsuddannelseselever fordelt på en række forskellige fagområder. Fx ansættes årligt ca. 230 salgsassistentelever, ca. 90 butiksmedhjælperelever, ca. 20 elever inden for bagerområdet og ca. 70 elever inden for butiksslagterområdet samt ca. 10 elever inden for ferskvare- og delikatesseområdet.
COOP Danmark har, som et supplement til erhvervsuddannelserne, et tilbud om at blive salgsaspirant. Salgsaspirant-forløbet varer 9 måneder og kombinerer arbejde i en butik med dele af merkonomuddannelsen (faget "Konceptstyring"). Målgruppen er elever med et fagligt niveau svarende til en gymnasial uddannelse eller lignende og en vis modenhed. Eleverne skal gerne være over 18 år og geografisk mobile.
Forløbet kan udvides med en lederaspirant-del, der også varer 9 måneder. Lederaspirant-delen indeholder ligeledes dele af merkonomuddannelsen (faget "Det personlige lederskab").
Merkonomuddannelsen, hvorfra der indgår dele, er på videregående uddannelsesniveau.
COOP Danmark har p.t. 2 hold salgsaspiranter á 25 elever, og 4 hold lederaspiranter á 25 elever.
Dansk Supermarked har oplyst Undervisningsministeriet om, at kæden ønsker årligt at ansætte ca. 700 erhvervsuddannelseselever fordelt på en række forskellige fagområder. Fx ansættes årligt ca. 500 salgsassistentelever, heraf en lille andel butiksmedhjælperelever, ca.20 dekoratørelever, ca. 20 kontorelever, ca. 40 elever inden for bagerområdet og ca. 100 elever inden for butiksslagter- og delikatesseområderne. Hertil kommer nogle få gastronomassistent- og lagerelever.
Endelig har Dansk Supermarked med afsæt i Politikens artikel oplyst, at kæden ansætter en del elever, som er faldet fra gymnasiet eller andre uddannelser. Disse elever realkompetencevurderes og gennemfører et afkortet uddannelsesforløb af 2½ - 3 års varighed – efter reglerne om erhvervsuddannelser.
Undervisningsministeriet har ikke oplysninger om virksomheder, der inden for det seneste er begyndt at udbyde alternative private uddannelser