Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 333 (Alm. del):
I brev af 5. september har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 333:
"Hvad er årsagen til, at produktionsskoleelever (og EGU-elever i praksis) ikke kan modtage specialpædagogisk bistand, når det er muligt for elever på gymnasiet, på erhvervsskoler, social- og sundhedsuddannelser, landbrugsuddannelser, højere forberedelseseksamen, højere handelseksamen og højere teknisk eksamen at modtage specialpædagogisk støtte (bl.a. udlevering af IT-rygsæk)?"
Svar:
Som det fremgår af mit svar på spørgsmål på 332 kan produktionsskoleelever og egu-elever modtage specialpædagogisk bistand, hvis der er behov for det.
De direkte udgifter til specialpædagogisk bistand for produktionsskoleelever finansieres som udgangspunkt, gennem de almindelige statslige taksametertilskud til produktionsskoleaktiviteterne. Det forekommer tillige, at produktionsskoler får konkrete tilskud til formålet fra den enkelte unges bopælskommune.
Da egu er en kommunal forpligtigelse, finansierer kommunen den specialpædagogiske støtte i de tilfælde, hvor andet ikke følger af lovgivningen om det enkelte uddannelseselement, jf. lov om erhvervsgrunduddannelse § 13, stk. 2. Indgår en del af en erhvervsuddannelse eksempelvis i elevens uddannelsesplan, er dette element omfattet af reglerne om specialpædagogisk støtte i erhvervsuddannelserne, hvorefter staten gennem Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte kan yde et særligt økonomisk tilskud til bestemte former for specialpædagogisk bistand.