Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

2. oktober 2008

 

 

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 331, vedr. tidsskriftet Referencen, stillet af Folketingets Uddannelsesudvalg den 5. september 2008.

 

 

 

Carina Christensen

 


Spørgsmål nr. 331

Vedr. tidsskriftet Referencen

Skrivelse af 5. september 2008

 

Svar til Folketingets Uddannelsesudvalg fra kulturministeren.

 

Spørgsmål:

 

"Kan ministeren af- eller bekræfte, at det danske tidsskrift Referencen, som udgives af Bibliotekarforbundets Referencefaggruppe, har besluttet fremover kun eller hovedsagelig at udkomme på engelsk, og kan ministeren af- eller bekræfte, at sidste år vedtog sprogtidsskriftet Hermes på tilsvarende vis at lukke for dansksprogede bidrag, og kan ministeren oplyse om disse fagblades funktioner og værdi for diverse faggrupper, bibliotekarer, danske biblioteker og brugerne af bibliotekerne, og kan ministeren oplyse, hvor mange der bruger/læser de pågældende fagblade, og anser ministeren tabet af dansk som fagsprog som en negativ eller positiv udvikling, og agter regeringen at foretage sig noget med henblik på at værne om det danske sprog i det danske samfund?"

 

Svar:

Til brug for besvarelse af spørgsmålet har jeg indhentet vedlagte udtalelser fra Styrelsen for Biblioteker og Medier og fra Dansk Sprognævn. Angående de faktuelle spørgsmål i ovenstående skal jeg henholde mig til disse udtalelser.

 

Jeg noterer mig i den forbindelse, at det ikke umiddelbart kan bekræftes, at tidsskriftet Referencen er overgået til at anvende engelsk som publikationssprog, men at det derimod kan bekræftes, at sprogtidsskriftet Hermes er ophørt med at publicere artikler på dansk. Jeg noterer mig endvidere, at Dansk Sprognævn i deres udtalelse udtrykker bekymring ved dette forhold.

 

Som der tillige henvises til i Dansk Sprognævns høringssvar behandles spørgsmålet om det danske sprogs placering i forskningen og på de videregående uddannelser også i den nylige rapport ”Sprog til tiden” fra regeringens sprogudvalg. Rapportens gennemgang af området peger i høj grad på nødvendigheden af at gennemtænke behovet for fremadrettede initiativer og regeringen vil, efter afholdelse af en sprogkonference 2. oktober 2008, hvor anbefalingerne i rapporten vil blive drøftet, tage stilling til hvordan sproget kan styrkes.