Svar på spørgsmål 308 (Alm. del):                                                                         18-08-2008
I brev af 31. juli 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 308 :
"Hvad er baggrunden for, at Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om prøver og eksamen i de almene og studieforberedende ungdoms‑ og voksenuddannelser (Eksamensbekendtgørelsen) pr. 1. august er ændret med den konsekvens, at elever på gymnasiale suppleringskurser fremover kun bedømmes af én censor frem for som tidligere af to censorer."
Svar:
Ændringen i den skriftlige censur på GSK, hvor antallet af censorer ændres fra to til én, er gennemført for at smidiggøre GSK-systemet. Eksamensterminen i august benyttes i stort omfang i forbindelse med komprimerede suppleringsforløb, der afholdes hen over sommeren. For at få tilstrækkelig tid til undervisningen skal de skriftlige prøver ligge så sent som muligt i august. Samtidig skal karakteren foreligge for GSK-kursisterne før studiestart i begyndelsen af september. Disse to modstridende krav kan reelt ikke opfyldes, hvis de skriftlige besvarelser skal bedømmes af to censorer, idet hver censor skal have et tidsrum på mindst en uge for at kunne udføre censoropgaven.