Folketingets Uddannelsesudvalg
Christiansborg
 Svar på spørgsmål 3 (Alm. del):                                                                            28-01-2008
I brev af 4. december 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 3:
"Vil ministeren redegøre for hvilken gældende lovgivning, der forbyder brugerbetaling på videregående uddannelser – henholdsvis private og offentlige institutioner?"
Svar:
Inden for mit ansvarsområde udbydes følgende typer af videregående grunduddannelser:
1) Korte videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser)
2) Professionsbacheloruddannelser.
Til disse grunduddannelser knytter sig følgende typer af videreuddannelser:
3) Videregående voksenuddannelser (vvu)
4) Diplomuddannelser.
Korte videregående uddannelser udbydes af institutioner for erhvervsrettet uddannelse, som er private selvejende institutioner. Det fremgår af § 9, stk. 9 i lov nr. 1115 af 29. december 1997 om korte videregående uddannelser med senere ændringer, at ministeren i særlige tilfælde kan godkende, at udgifterne helt eller delvis afholdes af andre offentlige eller private midler, herunder ved deltagerbetaling. Det fremgår herudover af § 15, stk. 6 i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, at udbud af videregående uddannelse til visse udenlandske studerende skal ske mod betaling.
Professionsbacheloruddannelser udbydes af professionshøjskoler og undtagelsesvis af universiteter. Disse institutioner er selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning og dermed omfattet af den forvaltningsretlige lovgivning, herunder almindeligt offentretligt krav om lovhjemmel for opkrævning af brugerbetaling for offentlige serviceydelser. Der er i lov om professionshøjskoler for videregående uddannelser alene hjemmel til at opkræve deltagerbetaling for visse udenlandske studerende, jf. lovens § 24, stk. 5.
For så vidt angår videregående voksenuddannelser og diplomuddannelser, der er omfattet af lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 29. august 2007, opkræves deltagerbetaling, jf. lovens § 25, efter § 8 i lov om åben uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 956 af 28. november 2003.
Jeg kan oplyse, at retsstillingen efter det fremsatte lovforslag (L 25) om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, vil være uændret, idet der på de videregående grunduddannelser fortsat kun vil kunne opkræves deltagerbetaling for visse udenlandske studerende, jf. lovforslagets § 35, stk. 2, og efter undervisningsministerens godkendelse i særlige tilfælde ved udbud af erhvervsakademiuddannelser, jf. lovforslagets § 38.
Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer.