Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 290 (Alm. del):

I brev af 30. juni 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 290:

”I undervisningsministerens redegørelse om udviklingen på specialundervisningsområdet efter kommunalreformen hedder det, at ”(…) den væsentlige reduktion i aktiviteten på Aalborgskolen, som forstærkes af, at der bliver skåret i kursernes længde, at holdene bliver større, og at der gives flere afslag end tidligere.” Hvordan hænger det sammen med regeringens løfter om, at konsekvensen af kommunalreformen ikke ville være forringelser for borgerne - i dette tilfælde voksne døve?”

 

Svar:

Aktiviteterne for de regionale undervisningstilbud, herunder Aalborgskolen, fastlægges i den årlige rammeaftale for regionens undervisningstilbud, der indgås mellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen.

 

Som grundlag for rammeaftalen udarbejder den enkelte kommunalbestyrelse en årlig redegørelse for kommunens forventede brug af pladser m.v. ved de regionale undervisningstilbud, herunder også kommunens forventede brug af pladser i andre regioner.

 

Aktiviteterne på Aalborgskolen, herunder kurserne for voksne døve, fastlægges således i de årlige rammeaftaler på grundlag af kommunalbestyrelsernes forventede forbrug.

 

Jeg skal desuden gøre opmærksom på, at rammeaftalerne efter aftale mellem regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen kan tilpasses løbende, hvis der er behov herfor.    

 

Inden for de rammer, der er fastlagt rammeaftalen, kan kommunerne henvise voksne døve til Aalborgskolens kurser.

 

Det er således kommunen, der i det konkrete tilfælde træffer afgørelse om, hvorvidt den voksne døve skal henvises til et kursus på Aalborgskolen.    

 

Jeg kan tilføje, at kommunerne i forbindelse med kommunalreformen fik overført de ressourcer, som amtskommunerne havde anvendt til den amtskommunale specialundervisning for voksne bortset fra de ressourcer, der vedrørte specialundervisning af voksne på sygehuse og ordblindeundervisning. Udgifterne ved specialundervisningen på sygehuse og ordblindeundervisningen afholdes efter kommunalreformen af henholdsvis regionerne og staten.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder