Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 288 (Alm. del):

I brev af 30. juni 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 288:

”I forlængelse af undervisningsministerens redegørelse om udviklingen på specialundervisningsområdet efter kommunalreformen fremgår det i opgørelsen af udgiftsudviklingen 2006‑2007 for voksenspecialundervisning, at der sker et fald på 31 pct., som forklares med forskelligartet konteringspraksis i kommunerne i forbindelse med overtagelsen af opgaverne fra amterne. Skal dette forstås således, at aktivitetsniveauet fortsat er uændret, idet udgifterne er konteret andre steder på kontoplanen, og hvor er disse udgifter i givet fald konteret?”

 

Svar:

Undervisningsministeriet har ikke kendskab til, i hvilket omfang det faktiske aktivitetsniveau har ændret sig, men det er sandsynligt, at kommunerne kan have valgt at kontere en del af udgifterne til målgruppen for voksenspecialundervisning under det sociale område, dvs. under den kommunale kontoplans hovedområde 5, idet forskellige aktivitets- og beskæftigelsestilbud til denne målgruppe kan være konteret sammen med tilsvarende tilbud til andre målgrupper, der gives som led i den sociale lovgivning. Hertil kommer, at væsentlige aktivitetsområder vedrørende undervisning af indlagte patienter på sygehusene og ordblinde er flyttet til anden lovgivning.

 

Der kan også være tale om, at administrative udgifter fx knyttet til visitation, vejledning og rådgivning af de pågældende personer konteres på fællesudgiftskonti i stedet for den pågældende driftskonto. Variationerne i kommunernes konteringspraksis hænger blandt andet sammen med den måde, den enkelte kommune vælger at organisere den samlede opgaveløsning.

 

Det skal i denne forbindelse også bemærkes, at der ofte i forbindelse med større ændringer i opgavesammensætning og kontoplan kan gå nogen tid, før konteringspraksis stabiliserer sig.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder