Elever, som er meddelt optagelse på det kombinerede uddannelsesforløb erhvervsuddannelse og htx-student på fem år

 

Elevernes forældre

 

 

 

1. juli 2008                              JGN/JLS/jac

 

 

Indkaldelse til møde om eud/htx-forløbet og mulige alternativer

 

Odense Tekniske Skole har tidligere meddelt elever, som har søgt optagelse på et kombineret eud/htx-forløb, at de var blevet optaget på forløbet. Imidlertid blev meddelelsen om optagelse givet på et utilstrækkeligt grundlag, men et forsøg på at trække tilsagnet om optagelse tilbage blev mødt af en klage til Undervisningsministeriet, som nu har truffet afgørelse i sagen.

 

Odense Tekniske Skole tildeles en alvorlig påtale af ministeriet for de fejl, der er begået i sagen, og vi pålægges af ministeriet at sikre, at de pågældende elever tilbydes et undervisningsfagligt forsvarligt forløb med optagelse i 2008. Optagelsen kan ske enten på htx eller på en erhvervsuddannelse efter eget valg blandt de forløb, skolen udbyder.

 

Ministeriet pålægger endvidere skolen at tilbyde eleverne et forløb, som sikrer, at de så vidt muligt når de mål, som var tilsigtet med det kombinerede forløb. Det vil i praksis sige, at elever, som vælger at blive optaget på en erhvervsuddannelse, vil kunne anvende den valgfrie del af grundforløbet til at modtage undervisning i gymnasiale fag, og på hovedforløbet vil de kunne vælge gymnasial påbygning. For elever, som vælger at starte på htx-uddannelsen, tilrettelægges tilsvarende i 1.g et forløb med inddragelse af de kompetencemål, som er en betingelse for overgang til skoleundervisningen i en erhvervsuddannelses hovedforløb.

 

Uanset hvilken af modellerne eleven måtte vælge, vil skolen give fuld merit for de opnåede kompetencer ved evt. overgang til et kombineret eud/htx-forløb fra august 2009, såfremt et sådant forløb igangsættes, og eleverne fortsat ønsker at anvende denne mulighed.

 

Endelig pålægges skolen at justere indholdet på sin hjemmeside, så det ikke fremgår, at forløbet er en kendsgerning.

 

Odense Tekniske Skole har taget ministeriets afgørelse til efterretning, og vi skal udtrykke den dybeste beklagelse af at have bragt såvel kommende elever som deres forældre i en vanskelig situation ved at have håndteret sagen ukorrekt.

 

For at vejlede elever og deres forældre bedst muligt i denne sag, således at de træffer det for dem mest hensigtsmæssige valg af videre uddannelse, vil vi gerne invitere til et møde på Odense Tekniske Skole, hvor vi redegør for elevernes muligheder for at gennemføre et forløb, der så tilnærmelsesvist som muligt fører frem til de samme kompetencer, som det kombinerede eud/htx-forløb ville have givet. Af hensyn til den videre tilrettelæggelse ønsker skolen at afholde mødet allerede i indeværende uge, såfremt dette måtte være muligt.

 

Vi skal derfor anmode Dem som forældre – eller dig som kommende elev – om at meddele skolen, om De/I ønsker at tage imod skolens tilbud. I givet fald afholdes møde fredag den 4. juli 2008 kl. 15.00 på Risingsvej 60, lokale T8-55 (indgang ved lokaladministrationen). I mødet deltager fra Odense Tekniske Skole afdelingschef Johnny Grauballe Nielsen, Odense Tekniske Gymnasium, afdelingsleder Helge Pasfall, Smede- & Industriteknik, overlærer Steen Nielsen, Smede- & Industriteknik samt en eller flere uddannelses- og erhvervsvejledere. Ring venligst snarest muligt til Helge Pasfall på telefon 2071 6671.

 

Skulle det ikke være muligt at deltage i et møde med så kort varsel, anmoder vi om en tilkendegivelse af, hvornår et møde tidligst vil kunne afholdes.

 

Afslutningsvis skal vi igen beklage den kedelige situation, vi har bragt kommende elever og deres forældre i. Vi havde set frem til et eud/htx-uddannelsesforløb med store forventninger, men har måttet erkende, at det ikke har været så nemt at opnå den tilstrækkelige tilslutning hertil, som vi havde forventet.

 

Vi håber imidlertid, at et møde om mulighederne for på anden vis at opnå de tilsvarende kompetencer, vil bane vejen for en god uddannelse for alle de elever, som havde tilmeldt sig eud/htx-forløbet.

 

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

for Jens Lindbjerg                                                          Johnny Grauballe Nielsen

Afdelingschef                                                                 Afdelingschef

Produktion & Udvikling                                                   Odense Tekniske Gymnasium