Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

Finansministeren

13. juni 2008

 

Endeligt svar på Uddannelsesudvalgets spørgsmål nr. 243 af 4. juni 2008.

Spørgsmål:

”Vil ministeren kommentere vedhæftede notat fra AE-rådet, der dokumenterer, at realvæksten for folkeskolen er faldet med 1,2 mia. kr., og kan ministeren bekræfte, at AE-rådets beregning vedrørende de manglende investeringer er korrekt?”

Svar:

Investeringerne i folkeskolen er øget under denne regering.

Der har således været et løft i det gennemsnitlige investeringsniveau i folkeskolen på godt 2 mia. kr. årligt (2007-priser) i 2002-2007 i forhold til 1993-2001.

Det gælder også i forhold til BNP, hvor det årlige gennemsnit for de offentlige investeringer i folkeskolen er løftet med godt 0,1 pct. af BNP i 2002-2007 i forhold til 1993-2001.

Niveauet for de offentlige investeringer i folkeskolen i perioden 2002-2007 ligger således væsentligt over niveauet i perioden 1993-2001 i kr. og i forhold til BNP.

I 2001 var niveauet for folkeskoleinvesteringerne historisk højt – i kr. og i forhold til BNP. Derfor er der vækst i investeringerne fra det lave niveau i 1990’erne til 2001 og et fald i investeringerne fra det ekstraordinært høje niveau i 2001 til 2007, som anført af AE-rådet.

Niveauet for folkeskoleinvesteringerne har været højt under denne regering, og faldet fra 2001 til 2007 afspejler derfor ikke manglende investeringer, men et ekstraordinært højt niveau i 2001, herunder særligt i forhold til det lave niveau i 1990’erne.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen