Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 223 (Alm. del - bilag 247):

I brev af 15. maj 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 223:

" Vil ministeren kommentere henvendelsen af 15/5-08 fra DJØF Studerende vedrørende ønsket om en ændring af reglerne om Statens Uddannelsesstøtte, jf. UDU alm. del – bilag 247?"

 

Svar:

DJØF Studerende anfører, at det er et problem, at mange studerende har erhvervsarbejde i så stort et omfang, at det får indflydelse på den endelige størrelse af SU. DJØF Studerende anbefaler en fribeløbsgrænse for SU, der svarer til lønindkomsten ved 15 timers studiejob pr. uge, og at de studerende maksimalt har studiejob på 15 timer om ugen.

 

Jeg er enig i, at det for de studerende bør være muligt at have et studierelevant arbejde i 15 timer om ugen. Derfor har regeringen foreslået en moderat forhøjelse af fribeløbet på 1.500 kr. pr. måned.

 

Fribeløbsordningen gælder på årsbasis, således at den studerende og arbejdsgiveren kan blive enige om eksempelvis i eksamensperioder at arbejde mindre og i sommer og ferieperioder at arbejde mere. Det er noget, som man bør overlade til de to parter at aftale.

 

Med hensyn til studierelevant arbejde i ministerierne går jeg ud fra, at parterne så vidt muligt finder en ordning, der tilgodeser både den studerendes og arbejdspladsens behov. Men jeg er enig i, at timetallet for studiearbejde i ministerierne bør afspejle et hensyn til de studerendes studieforløb.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder