Folketingets Uddannelsesudvalg
Undervisningsminister Bertel Haarders skriftlige svar til medlem af Folketinget Bjarne Laustsen (S) på spørgsmål af 5. december 2007 (nr. 22):
â€Kubix har for Undervisningsministeriet udarbejdet en rapport, der beskriver AMU-lærernes aktuelle og fremtidige kompetencebehov, hvordan vil ministeren sikre midler til at de beskrevne kompetenceniveauer nÃ¥s?â€
Spørgsmålet har tidligere været stillet i folketingsåret 2007-08, 1. samling, jf. UDU alm. del – spm. 27.
Svar
Undervisningsministeriet har i foråret 2007 bedt Kubix om at udarbejde rapporten ’Lærer med mere’ for at belyse AMU-lærernes aktuelle jobprofiler og opkvalificeringsbehov. Rapporten fastslår, at der indenfor de seneste år er sket en bevægelse på skolerne fra traditionel uddannelses- og undervisningstænkning til, at der i højere grad bliver fokuseret på praksisnærhed, proces og virksomhedssamspil, som udmønter sig i et opkvalificeringsbehov indenfor disse områder.
Undervisningsministeriet vil gennem sit løbende forsøgs- og udviklingsarbejde på AMU-området understøtte udviklingen af tiltag, herunder efteruddannelse, der imødekommer disse behov. Ligeledes er der med den politiske aftale om ’Bedre vejledning og rådgivning for medarbejdere og virksomheder’ sikret midler til udvikling og gennemførsel af et videreuddannelsestiltag på diplomuddannelsesniveau for lærere på blandt andet de erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner, som fokuserer på den virksomhedsvendte indsats.
Endeligt vil jeg gerne understrege, at den løbende opkvalificering af AMU-lærerne finansieres gennem taksterne til AMU-aktiviteten og grundlæggende er et ansvar, som er placeret hos den enkelte uddannelsesinstitution.