Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 216 (Alm. del):
I brev af 5. maj 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 216:
"Vil ministeren kommentere henvendelsen af 5/5-08 fra Sammenslutningen af pilotstuderende i Danmark, jf. UDU alm. del – bilag 238?"
Svar:
I 1999 konstaterede man i et udvalgsarbejde om pilotuddannelsernes fremtid, at de fleste EU-lande ikke ydede direkte statslig støtte til civilpilotuddannelsen. Der var i udvalget derfor bred enighed om, at den civile pilotuddannelse fortsat skulle finansieres ved egenbetaling, idet man ønskede ensartede nationale og internationale konkurrencevilkår samt at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed.
På den baggrund har jeg ikke planer om at ændre på reglerne for støtte til pilotuddannelserne.
SU-lån til pilotuddannelsen
SU-loven giver i dag de studerende ved privat pilotuddannelse mulighed for ud over det almindelige SU-stipendium at få supplerende stipendium som tilskud til dækning af betaling for undervisning. De studerende kan også optage studielån på samme vilkår som andre studerende. Såvel det supplerende stipendium som SU-lånets størrelse er fastsat i SU-loven og er ens for alle studerende, hvis uddannelse er SU-godkendt. Herudover er der ikke mulighed for at yde lån til uddannelsen.
Prøvegebyrer hos Statens Luftfartsvæsen
Transportministeriet oplyser, at opgaverne i forbindelse med pilotuddannelserne omfatter godkendelse og tilsyn med skolerne, uddannelsernes indhold samt afholdelse af prøver for eleverne. Derimod yder Transportministeriet ved Statens Luftfartsvæsen hverken tilskud til skolerne eller eleverne.
Eleverne betaler eksamensgebyrer, og Transportministeriet oplyser, at Statens Luftfartsvæsen gebyrer og afgifter skal dække samtlige udgifter, som Statens Luftfartsvæsen har ved tilsynet med civil luftfart. Der er således ikke på finansloven givet statslig bevilling hertil.
Betaling for udførelse af tilsyn er opdelt i to kategorier:
· Afgifter fastsat i Luftfartslovens § 148, stk. 1 – 7
· Gebyrer fastsat af Statens Luftfartsvæsen i medfør af Luftfartslovens § 148, stk. 8
Betalingen for eksaminer i forbindelse pilotuddannelserne er gebyrer fastsat af Statens Luftfartsvæsen i medfør af Luftfartslovens § 148, stk. 8. Gebyrerne for de enkelte typer af tilsynsforretninger, herunder betalingen for eksaminationer, fastsættes for et år af gangen i Statens Luftfartsvæsens gebyrreglement. Ifølge de statslige regler for gebyrer skal de enkelte typer forretninger modsvare de forventede udgifter hertil, inkl. relativ andel af overhead. Statens Luftfartsvæsens gebyrer for afholdelse af eksaminer mv. er således fastsat med udgangspunkt i forventede antal eksaminer og Statens Luftfartsvæsens forventede udgifter hertil.
Pilotuddannelsen er modulopbygget, og hvert modul afsluttes med en prøve. Prøverne omfatter således tolv skriftlige teoretiske prøver, prøve som luftradiotelegrafist, samt to praktiske flyveprøver.
Gebyrerne til Statens Luftfartsvæsen for den samlede erhvervspilotuddannelse, inkl. udstedelse af certifikater, udgør i 2008 41.150 kr., såfremt eleven består prøverne første gang.
Flymoms
Da pilotuddannelsen som nævnt er en privat uddannelse, som fungerer på almindelige konkurrencevilkår, anser jeg det ikke for hensigtsmæssigt at yde særligt statsligt tilskud til momsudgifter ved pilotuddannelsen.