Svar på spørgsmål 211 (Alm. del - bilag ):
I brev af 25. april 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 211:
"Vil ministeren oplyse, hvad det vil koste at indføre et udkantstilskud, som svarer til det, de almene gymnasier får, på uddannelser, der udbyder erhvervsrettede ungdomsuddannelser og erhvervsgymnasiale uddannelser?"
Svar:
Når man sammenligner de almene gymnasiers tilskudsvilkår med erhvervsskolernes, er det vigtigt at være opmærksom på, at uddannelsesudbud og institutionsstruktur er væsentlig mere kompleks på erhvervsskoleområdet end på de almene gymnasier.
Hvor de fleste almene gymnasier udelukkende har stx/hf-uddannelserne, har institutionerne for erhvervsrettet uddannelse et meget differentieret uddannelsesudbud, der dækker over forskelligartede erhvervsuddannelser, erhvervsgymnasiale uddannelser, AMU-kurser og øvrige forløb på voksen- og efteruddannelsesniveau samt uddannelser på videregående niveau.
Det brede udbud betyder samtidig, at kun ganske få erhvervsskoler samlet set har under de 400 årselever, der er grænsen for at kunne modtage udkantstilskud på de almene gymnasier. Samtidig har de færreste erhvervsskoler, der udbyder htx-uddannelsen, over 400 htx-årselever, mens ca. halvdelen af erhvervsskoler med hhx har over 400 hhx-elever.
Â
Dertil kommer, at der på erhvervsskoleområdet er en vis specialisering. Nogle erhvervsuddannelser – f.eks. uddannelsen til skorstensfejer – udbydes således kun på en enkelt institution i hele landet (nemlig i Tønder), mens størstedelen af alle erhvervsskoler (ekskl. landbrugsskoler og AMU-centre) har hhx, htx eller begge de erhvervsgymnasiale uddannelser. Institutionsstrukturen på erhvervsskoleområder er således indrettet ud fra andre behov end udbud af én uddannelse til et lokalområde, og tilskudssystemet er indrettet herefter. Dette gælder bl.a. ved udformningen af grundtilskudsmodellen og tilskud til såkaldte skyggeelever.
Sammenfattende må det derfor konkluderes, at den faste elevtalsgrænse fra de almene gymnasiers udkantstilskud, der er knyttet til stx-uddannelsen, meget vanskeligt kan overføres til erhvervsskoleområdet. Det kan på den baggrund ikke meningsfyldt beregnes, hvad et eventuelt udkantstilskud til erhvervsskolerne vil koste at indføre.
Undervisningsministeriet er i gang med en analyse af den nuværende grundtilskudsmodel med henblik på en vurdering af behovet for justeringer, bl.a. i forhold til institutioner beliggende i udkantsområder. Analysen forventes afsluttet i efteråret 2008.