Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 180 (Alm. del):                                                                         21-04-2008
I brev af 10. april 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 180:
"Vil ministeren oplyse den samfundsnyttige værdi i, at offentlige tilskud går til at finansiere, at udenlandske elever udnyttes som billig arbejdskraft?"
Svar:
Udlændinge kan kun optages i en erhvervsuddannelse med tilskud, hvis de kan færdiggøre undervisningen inden for den tid, de har lovligt ophold i Danmark. Da erhvervsuddannelserne er vekseluddannelser, vil der normalt indgå et element af praktikuddannelse, selv om eleven kan få godskrevet en del af uddannelsen på baggrund af forudgående uddannelse eller beskæftigelse.
Uddannelsesreglerne er udformet i samarbejde med arbejdsmarkedets parter med sigte på, at praktikuddannelsen ikke udgør en kilde til billig arbejdskraft for virksomhederne uanset, om der er tale om indenlandske eller udenlandske elever.
Undervisningsministeriet fører tilsyn med, at skolerne følger reglerne i uddannelseslovgivningen, og griber ind eventuelt med tilbagebetalingskrav, hvor der måtte forekomme uberettiget tilskudsudbetaling.