Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 172 (Alm. del.):                                                                         30-04-2008

I brev af 3. april 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 172:

”Vil ministeren tage initiativer, der kan sikre, at børn og unge i udkantsområder har mulighed for at gå i skole eller tage en ungdomsuddannelse i deres nærområde fremfor at skulle rejse langt for at gå i skole eller tage en ungdomsuddannelse, eller er ministeren af den opfattelse, at det ikke kan svare sig at opretholde skoler og ungdomsuddannelser i udkantsområderne?”

 

Svar:

Efter min opfattelse skal unge i alle dele af landet have adgang til både grundskole- og ungdomsuddannelse, og det er en klar målsætning, at der sikres fagligt og økonomisk bæredygtige institutioner og et samlet udbud af uddannelser, der imødekommer landsdækkende, regionale og lokale behov herunder institutioner i udkantsområder.

 

Placering af folkeskoler er som bekendt et kommunalt anliggende, og der er herudover mulighed for oprettelse af grundskoler i privat regi.

 

I Undervisningsministeriets stillingstagen til udbudsplaceringer og i ministeriets løbende overvejelser om udvikling af institutionsområdet på ungdomsuddannelserne indgår både hensynet til, at der sikres fagligt bæredygtige uddannelsesmiljøer og hensynet til, at der sikres et lokalt og/eller regionalt dækkende udbud under hensyn til søgningen.

 

I de tilfælde, hvor en institution vælger at lukke, fx som følge af, at elevtallet er for lavt og økonomien for dårlig, samarbejder Undervisningsministeriet med uddannelsesinstitutionerne i området, så den fremtidige placering af uddannelserne bliver så geografisk tæt på eleverne som muligt.

 

Herudover overvejes det løbende, hvorvidt de konkrete  grundtilskudsmodeller på de respektive uddannelsesområder giver de rette incitamenter til en hensigtsmæssig institutionsstrukturudvikling, herunder for eksempel om den nuværende ordning med udkantstilskud til de offentlige gymnasier skal udvides til at gælde andre ungdomsuddannelsesinstitutioner.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder