Folketingets Uddannelsesudvalg
Christiansborg
Svar på spørgsmål 171 (Alm. del.):                                                                        30-04-2008
I brev af 3. april 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 171:
â€Vil ministeren oplyse antallet af uddannelsesinstitutioner fra grundskoler til videregÃ¥ende uddannelsessteder, der er lukkede eller er lukningstruede i udkantsomrÃ¥der?â€
Svar:
Grundskoleområdet
Folkeskolen er institutionsmæssigt et kommunalt anliggende, men Undervisningsministeriet indsamler til institutionsregisteret oplysninger om folkeskolerne, herunder hvornår de er oprettet og nedlagt. Undervisningsministeriet statistikproduktion har dog udelukkende anvendt data til analyser på overordnet amtsligt/regionalt niveau.
Teknologisk Institut har imidlertid på baggrund af Undervisningsministeriets data foretaget en analyse for Velfærdsministeriet om skoler i landdistrikter fra februar 2008, hvor det blandt andet konkluderes, at der i perioden 1990-2007 er gennemført i alt 127 skolelukninger, hvor der efter lukningen ikke er en alternativ skole indenfor en radius af 5 km i samme sogn. De fleste skolelukninger svarende til 94 ud af 127 er sket i landsogne. Herudover er der sket 260 skolelukninger, som enten er blevet efterfulgt af en friskole (71) sammenlagt med en anden skole indenfor 5 km (42) eller har en alternativ skole inden for 5 km i samme sogn (147).[1]
For så vidt angår frie grundskoler, private gymnasier og frie kostskoler er skolerne oprettet på privat og ikke offentligt initiativ. Staten har derfor ikke pligt til at opretholde udbud på en fri skole, og oplysninger om eventuelle lukkede eller lukningstruede skoler er derfor ikke yderligere belyst.
Ungdomsuddannelsesområdet – gymnasier og erhvervsskoler
På gymnasieområdet har der under amterne siden år 2000 været en mindre vækst i antallet af institutioner, og for så vidt angår handelsskoler og tekniske skoler samt AMU-centre er der ikke sket lukninger af skoler, hvor alt udbud af uddannelse er ophørt. Der er sket en del fusioner, hvoraf nogle fusioner har medført lokale ændringer i udbud, som betyder lidt længere afstand til visse uddannelser.
Landbrugsskolesektoren har oplevet en faldende elevtilgang, hvilket har medført lukning eller fusion af flere landbrugsskoler. Der var i 1995 27 landbrugsskoler med en samlet årselevaktivitet på 2.550. I 2005 var der 11 skoler med en samlet årselevaktivitet på 1.720.
Mellemlange videregående uddannelser
Det bemærkes, at der i det følgende sondres mellem institutioner og udbudssteder, da en institution kan indeholde flere udbud.
Institutionsmæssigt var der i 2002 22 Centre for Videregående Uddannelser (CVU – nu professionshøjskoler) og 17 enkeltstående institutioner med mellemlange videregående uddannelser. I 2006 var der 23 CVU’er og 15 enkeltstående institutioner med mellemlange videregående uddannelser.
Generelt set har dannelsen af professionshøjskolerne ikke umiddelbart fået konsekvenser for antallet af udbudssteder. Der er dog sket få lokale lukninger af udbudssteder, og lukningen indebærer typisk, at aktiviteten og uddannelsesudbuddet videreføres på en anden uddannelsesinstitution. Sådanne lokale ændringer i udbuddet kan betyde lidt længere afstand til visse uddannelser. Som eksempel kan nævnes, at bestyrelsen for CVU Vest (nu University College Vest), som Ribe Seminarium er en del af, har besluttet at nedlægge seminariet, bl.a. som følge af faldende elevtal, således at udbuddet af seminariets 2-årige HF uddannelse videreføres på Ribe Katedralskole, mens udbuddet af læreruddannelsen videreføres som en del af University College Vests uddannelsesaktiviteter i Esbjerg.
I 1999 skete der en omlægning af de korte videregående uddannelser, som indebar en begrænsning i antallet af uddannelser og udbudssteder. Efter 2000 er der yderligere lukket 3-5 udbudssteder, herunder bygningskonstruktøruddannelsen i Esbjerg.
Udbuddet af håndarbejdslæreruddannelsen blev nedlagt i 2003 som følge af markant arbejdsløshed og manglende efterspørgsel efter håndarbejdslæreruddannede. Det medførte, at de otte håndarbejdsseminarier blev lukket, og institutionerne blev enten nedlagt eller indgik på anden måde i andre uddannelsesinstitutioner. I en vis udstrækning har dette berørt Højer, Odense, Kerteminde, Hellerup, Ålborg og Nykøbing F. De to tilbageværende håndarbejdsseminarier udbyder en professionsbacheloruddannelse og indgår i professionshøjskolestrukturen.