Folketingets Uddannelsesudvalget

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 164 (Alm. del):

I brev af 28 marts. 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 164:

"Hvor stor en del af besparelserne i finansloven på 166 millioner fra videnscentre og kvalitetspuljer inden for CVU‑området vil ramme de to CVU‑centre i Region Sjælland, CVU Sjælland og CVU Syd?"

 

Svar:

Kvalitets- og institutionsudviklingsmidlerne til professionshøjskolerne er i 2008 blevet omprioriteret, så de medgår til finansieringen af de trepartsaftaler, som blev indgået mellem regeringen, KL, Danske Regioner, LO, AC og FTF. En række af trepartsinitiativerne er rettet mod det videregående uddannelsesområde. Der er i 2008 afsat 162 mio. kr. til disse initiativer, som omfatter både øget aktivitet og takstforhøjelser på åben uddannelse, kvalitetsforbedringer på lærer- og pædagoguddannelsen samt midler til løntabsgodtgørelse til ansatte indenfor de offentlige serviceområder, som tager videregående efteruddannelse. Professionshøjskolerne får således også fremover del i de omprioriterede midler.

 

I 2007 udgjorde kvalitets- og institutionsudviklingsmidlerne til CVU Sjælland og CVU Syd hhv. 9 mio. kr. og 5,3 mio. kr.

 

Den samlede pulje til udvikling og etablering af regionale videncentre udgjorde i 2007 48,5 mio. kr. Midlerne har været udmøntet til konkrete projekter efter ansøgning. Projekterne har ofte været flerårige projekter udarbejdet i samarbejde mellem flere institutioner, hvorfor de enkelte institutioners andel af den årlige pulje ikke er opgjort.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder