Folketingets Uddannelsesudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 163 (Alm. del):                                                                          10-04-2008

I brev af 27. marts 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 163:

"Skal et uddannelsessted, der opkræver et beløb til f.eks. kopier, kunne dokumentere, at der er overensstemmelse mellem beløbets størrelse og de faktiske antal kopier, beløbet dækker, eller må et uddannelsessted gerne opkræve et beløb til at dække uspecificerede udgifter?”

 

Svar:

En institution kan fastsætte betalingen for fotokopier til undervisningsbrug som en gennemsnitsbetaling for institutionens elever og kursister eller for grupper af elever og kursister på institutionen, jf. § 46, stk. 8, i lov nr. 575 af 9. juni 2006 om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v., § 19 a, stk. 7 og 8, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1244 af 23. oktober 2007, og § 37 a i lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 136 af 1. marts 2006 som ændret ved § 2 i lov nr. 576 af 9. juni 2006.

 

Det er således lovfæstet, at betalingen for fotokopier ikke behøver at blive opgjort for hver enkelt elev, men det forudsættes dog, at institutionen kan dokumentere, at det opkrævede beløb for fotokopier reelt er gået til helt eller delvis at dække disse udgifter ud fra en gennemsnitsberegning.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder