Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 150 (Alm. del):
I brev af 11. marts 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 150:
"Vil ministeren oplyse bevillingsændringen fra 2007 til 2008 for
uddannelsesinstitutionerne i Region Nordjylland, og opgørelsen bedes
udarbejdet i 2008‑priser og indeholde både bevillingsændringen for de enkelte institutioner, for uddannelsestyperne tilsammen (alle gymnasier tilsammen, alle tekniske skoler tilsammen, etc.) og den samlede bevillingsændring for alle uddannelsesinstitutionerne i Region Nordjylland tilsammen, samt ændringen pr. studerende opdelt efter sammen princip?"
Svar:
Undervisningsministeriet opgør ikke bevillingerne på institutionsniveau. Det kan derfor ikke oplyses, hvad bevillingsændringen fra 2007 til 2008 er på hverken på institutions- eller regionsniveau.
Hvad angår bevillingen pr. studerende, sker der på stx et fald på ca. 2,4 pct. fra 2007 til 2008. Dette er inklusiv en effektivisering af overførte administrative funktioner samt udløb af den ekstraordinære bevilling i 2007 til dækning af administrative omkostninger. Det skal bemærkes, at ændringen i bevillingen pr. studerende for stx er beregnet på baggrund af forskellen mellem den samlede stx-bevilling i 2007 og 2008, idet stx ikke var omfattet af taxameterstyring i 2007.
I bevillingen pr. studerende er desuden inkluderet indkøbseffektiviseringens fase 1, som fremgår af forslag til finanslov 2008(I), der blev offentliggjort i august 2007, samt fase 2, der indgår i finansloven for 2008, som en del af den politiske flerårsaftale om kriminalforsorgen indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance.
Endelig er også den obligatoriske opsparing inkluderet. Den obligatoriske opsparing er med finanslovaftalen for 2008 reduceret fra 1 pct. til ½ pct. og opsparingen tilbageføres i 2009.
På eud og sosu stiger grundforløbstaksten pr. årselev med mellem 4,1 og 4,8 pct. Denne stigning er inklusive indkøbseffektiviseringer (fase 1 og 2), den obligatoriske opsparing på ½ pct. samt en tilførsel på 137 mio. kr. fra globaliseringspuljen til forhøjelse af grundforløbstaksten.
På htx falder taksten pr. årselev med ca. 1,2 pct. som følge af indkøbseffektiviseringer (fase 1 og 2) og den obligatoriske opsparing.
På hhx sker der en takststigning pr. årselev på ca. 4,5 pct. Takststigningen skyldes, at taksten er forhøjet som følge af den indgåede finanslovaftale for 2008. Taksten til hhx er også omfattet af indkøbseffektiviseringens fase 2 og den obligatoriske opsparing.