Til Uddannelsesudvalget

 

 

Svar på spørgsmål 15 (Alm. del):

I brev af 5. december 2007 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 15:

" Hvilke eksaminationer med ekstern censur er siden regeringsskiftet blevet ændret til at være med intern censur på de videregående uddannelser, der henhører under Undervisningsministeriets ressortområde?"

 

Svar:

Eksamensbekendtgørelsen for de videregående uddannelser er i 2005 blevet revideret, således at mindst halvdelen af en uddannelse fremover skal dokumenteres ved eksterne prøver. Indtil da var det kun en tredjedel, der skulle dokumenteres ved eksterne prøver. Det fremgår videre af bekendtgørelsen, at de eksterne prøver skal dække uddannelsens væsentlige områder, jf. § 30 i bekendtgørelse nr. 766 af 26. juni 2007 om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser.

Uddannelsesinstitutionerne fastsætter selv inden for bekendtgørelsens rammer i studieordningen for den enkelte uddannelse, hvilke eksterne prøver der skal afholdes.

Det er alene i lærer- og pædagoguddannelserne, det er centralt fastsat, i hvilke fag der skal afholdes eksterne prøver.

 

Denne besvarelse fremsendes i 5 eksemplarer

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder