Svar på spørgsmål 149 (Alm. del):                                                                         31-03-2008
I brev af 11. marts har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 149:
"Vil ministeren begrunde, hvorfor kvalitets- og institutionsudviklingsmidlerne til professions- og ingeniørhøjskolerne skal skæres væk, når det medfører afgørende forringelser for ingeniøruddannelserne og dermed virksomhederne i Midtjylland?"
Svar:
I overensstemmelse med regeringens oprindelige forslag til finanslov for 2008 fra august 2007 medgår kvalitets- og institutionsudviklingsmidlerne til finansiering af trepartsinitiativerne, hvor der bl.a. er afsat midler til en styrkelse af lærernes grunduddannelse, pædagoguddannelsen, efteruddannelse af lærere og sygeplejersker, lavere deltagerbetaling og øget aktivitet på en række øvrige efteruddannelser rettet mod den offentlige sektor samt øget aktivitet og løntabsgodtgørelse på korte kurser, som skal styrke medarbejdernes faglighed og mobilitet.
Særligt i forhold til ingeniøruddannelserne i Midtjylland gælder, at Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning som følge af fusionen med Aarhus Universitet i 2007 er blevet del af det større faglige miljø på universitetet. Dermed er kvaliteten og udviklingen af de tekniske og merkantile uddannelser også fremover sikret og bidrager til, at regionens virksomheder fortsat kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft.
Jeg mener derfor, at der er gode muligheder for at fastholde og udvikle kvaliteten på ingeniøruddannelserne i Midtjylland.