Folketingets Uddannelsesudvalg

 

 

Svar på spørgsmål 139 (Alm. del):

I brev af 26. februar 2008 har Uddannelsesudvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 139 :

"Vil ministeren fremsende et skøn over, hvordan det går med søgningen til de forskellige linjefag i den nye læreruddannelse?"

 

Svar:

Den første årgang af studerende på den nye læreruddannelse har i indeværende studieår fortaget deres valg af første linjefag blandt dansk, matematik og naturfag. Oplysninger fra læreruddannelsernes sekretariat viser, at valgene fordelte sig således, at ca. 67 pct. valgte dansk som første linjefag, ca. 26 pct. matematik og ca. 7 pct. valgte naturfag (natur-teknik/fysik-kemi) som første linjefag. Det skal hertil bemærkes, at de studerende ved valg af næste linjefag i kommende studieår udover uddannelsens øvrige linjefag har mulighed for at vælge et andet af de tre nævnte fag i gruppen af første linjefag.

 

Et fyldestgørende billede af den første årgang af de nye lærerstuderendes linjefag vil tegne sig fra primo 2009 til primo 2010 i takt med, at de studerende foretager deres resterende linjefagsvalg.

 

Den nedsatte følgegruppe for den nye læreruddannelse har bl.a. til opgave at overvåge de studerendes valg af linjefag gennem uddannelsen med henblik på en vurdering af behovet for at justere reglerne for valg af linjefag, således at de studerendes valg i videst muligt omfang stemmer overens med folkeskolens behov.

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder