Folketingets Uddannelsesudvalg
Svar på spørgsmål 138 (Alm. del):
I brev af 26. februar 2008 har Uddannelsesudvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 138 :
"Hvilke uddannelsesinstitutioner har rollemodellerne i forbindelse med kampagnen ’Brain Coach’ besøgt indtil nu?"
Svar:
Samtidig med uddannelsesinstitutionernes kampagne ’Brain Coach’ juni 2007 igangsatte Undervisningsministeriet en 3-årig rollemodelkampagne for læreruddannelsen. Hver enkel læreruddannelsesinstitution har udpeget 2-3 rollemodeller (studerende eller nyuddannede lærere), som skal udføre opsøgende aktiviteter i forhold til at tiltrække ansøgere til læreruddannelsen. Projektet bygger på antagelsen om, at en direkte kontakt og dialog mellem lærerstuderende og unge mennesker giver det mest retvisende indtryk af, hvad læreruddannelsen og lærerbeskæftigelsen indeholder.
Jeg kan oplyse, at Undervisningsministeriet i projektets 3-årige periode fra 2007-2010 har afsat i alt 1,1 mio. kr. til finansiering af institutionernes aflønning af rollemodellernes aktiviteter samt erfaringsopsamling og evaluering af kampagnen.
Efter et opstartsmøde medio 2007 har alle institutioner i løbet af efteråret 2007 fået alle rollemodelansættelserne på plads. Ministeriet udmeldte i september måned til rektorerne de nærmere retningslinjer og forventninger til de opsøgende aktiviteter, herunder opsøgende formidling i ungdomsuddannelserne, kontakt til pressen og deltagelse i uddannelsesmesser mv. Ministeriet har bedt institutionerne om en årlig statusrapportering i august måned om afholdte aktiviteter, formål og evaluering.
Institutionernes kontaktperson i projektet har netop oplyst, at rollemodellerne på alle institutioner er godt i gang med arbejdet. F.eks. er rollemodellerne i centrum i institutionernes Åbent-Hus arrangementer, som løber af stablen her i foråret. Derudover oplyses det, rollemodellerne på de enkelte institutioner p.t. udøver en omfattende opsøgende indsats i forhold til de lokale og regionale medier.