Svar på spørgsmål 134 (Alm. del):                                                                         11-03-2008
I brev af 20. februar 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 134:
"Er det udtryk for en bevidst prioritering, at trepartsaftalens initiativer prioriteres højere end erhvervsakademierne, og hvornår er denne prioritering opstået?"
Svar:
Det er i overensstemmelse med regeringens oprindelige finanslovsforslag for 2008 fra august 2007, at kvalitets- og institutionsudviklingsmidlerne til professionshøjskoler og erhvervsakademier udmøntes i tilknytning til kvalitetsreformen ved, at midlerne medgår til finansiering af trepartsinitiativerne.
Endvidere har regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Ny alliance i den netop indgåede aftale om finanslov for 2008 valgt at prioritere uddannelsesområdet og fastholde kvaliteten og institutionsudviklingen på bl.a. erhvervsakademierne. Der er således afsat en pulje på 30 mio. kr. årligt i 2008 og 2009, der skal anvendes til dels at udvikle og udbyde nye tekniske og merkantile videregående uddannelser, dels at videreudvikle og styrke fagligheden og kvaliteten i de eksisterende tekniske og merkantile videregående uddannelser.