Svar på spørgsmål 124 (Alm. del):                                                                         11-03-2008
I brev af 20. februar 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål 124:
"Hvordan vil ministeren sikre, at de penge, som professionshøjskolesektoren efter regeringens opfattelse får fra trepartsinitiativerne, rent faktisk anvendes til formålet, når det er højst usandsynligt, at man når at bruge de penge, der er afsat i 2008?"
Svar:
Regeringen har på finanslovsforslaget afsat midler til at gennemføre initiativer i fuld overensstemmelse med trepartsaftalerne, som fik tilslutning blandt et bredt flertal af Folketingets partier den 18. december 2007. Initiativerne igangsættes nu i et samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdsmarkedets parter, og der sigtes som udgangspunkt på, at initiativerne gennemføres som forudsat i de indgåede aftaler. Det vil tidligst ved årets udgang kunne opgøres, om alle midlerne er udmøntet og anvendt til formålet, og Undervisningsministeriet vil løbende følge udviklingen og gøre status, når der foreligger dokumentation for de enkelte initiativer.