Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

 

Svar på spørgsmål 113 (alm. del)

I brev af 11. februar 2008 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 113:

"Vil ministeren redegøre for indholdet og erfaringerne med faget livskundskab, som i Sverige udbydes til folkeskoleelever?"

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet oplysninger hos det svenske uddannelsesdepartement.

 

Uddannelsesdepartementet har oplyst, at livskundskab ikke er et egentligt skolefag i Sverige. Men mange svenske grundskoler har valgt at kalde arbejdet med lærerplanernes overordnede mål, som er koblet til de almindelige fag, for livskundskab. Livskundskab handler om værdimæssige holdninger, spørgsmål om livsstil og om emotionel kompetence. Emnet skal øge elevernes baggrund for at reflektere over forskellige følelser som vrede, glæde, mod, kærlighed og ensomhed.

 

Til sammenligning kan jeg nævne, at det følger folkeskolelovens formålsbestemmelse, at undervisningen i folkeskolen skal fremme den enkelte elevs alsidige udvikling. Der tænkes her på alle sider af elevens personlighedsudvikling, dvs. den åndelige, intellektuelle, musiske, fysiske og sociale udvikling. Det nærmere indhold af målet er beskrevet i Fælles Mål vedrørende elevens alsidige personlige udvikling.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Bertel Haarder