Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240 København K

Dato             1. oktober 2008

J. nr.           004-U18-000611

Deres ref.

  

 

 

 

 

 

 

 

 

Trafikudvalget har i brev af 4. september 2008 stillet mig følgende spørgsmål 998 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 998:

Hvad vil det teknisk forudsætte, hvis jernbanestrækningen Ringsted-Rødby skulle gøres klar til højhastighedstog, jf. vedlagte artikel fra Ingeniøren 29. august 2008 "Højhastighedstog : Ordførere vil tale tog med Sverige"?

Svar:

Højhastighedstog er ikke noget entydigt begreb, men normalt anvendes betegnelsen om tog med hastigheder på 200 km i timen og opefter.

 

Trafikstyrelsen har oplyst mig om, at kørsel med højere hastigheder vil forudsætte udretning af kurver på den bestående bane ved Ringsted, Glumsø, Vordingborg, Masnedø og Nykøbing Falster, idet omfanget af disse udretninger afhænger af hvilken hastighed der er tale om.

 

Det er også et uafklaret spørgsmål om det rent teknisk er muligt at udstyre de to klapbroer på banen (Masnedsundbroen og Kong Frederik IX's bro ved Nykøbing Falster) til kørsel med elektriske tog med 200 km i timen eller endnu mere, eller om det bliver nødvendigt at erstatte disse med tunneler eller høje broer.

 

Derudover er det et spørgsmål om den nuværende Storstrømsbro vil kunne klare tog med højere hastighed end der køres med på broen i dag.

 

Ved hastigheder over 200 km/t vil det af sikkerhedsmæssige årsager være nødvendigt at undgå perroner ud mod spor med gennemkørende tog, hvilket i givet fald vil medføre store ombygninger af stationerne.

 

I de svenske visioner der refereres til i artiklen fra Ingeniøren, synes der dog at være tale om tog med hastigheder på helt op til 300 km i timen. For at realisere en sådan strategi vil det være nødvendigt at etablere helt nye banestrækninger f. eks.  mellem Køge og Rødby.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Barfoed