|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            28. august 2008 Dok.id       724253 J. nr.          453-2  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 12. august 2008 stillet mig følgende spørgsmål 944 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"Ministeren bedes oplyse, om der efter privatiseringen af Statens Bilinspektion er reduceret i ressourcer og økonomi til efterforskning af færdselsuheld. Ministeren bedes desuden oplyse, om ministeren vil afsætte flere økonomiske midler til en mere nuanceret efterforskning i en Havarikommission."
I forbindelse med privatisering af Statens Bilinspektion blev de midler, der blev anvendt til efterforskning af færdselsuheld, overført fra det daværende Trafikministerium til Justitsministeriet.
Siden da har Rigspolitiet ansat bilinspektører til at varetage opgaven.
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker (HVU) undersøger alvorlige ulykker inden for udvalgte temaer. Hver ulykke undersøges bl.a. med registreringer på stedet, undersøgelser af køretøjerne samt interviews med involverede og vidner. HVU offentliggør en sammenfatningsrapport for hvert undersøgelsestema, hvor der gives anbefalinger, som er baseret på generelle træk ved de undersøgte ulykker. Tidligere har HVU udgivet rapporter om eneulykker med bilister under 25 år, ulykker på motorveje, ulykker med store varebiler, ulykker mellem højresvingende lastbiler og ligeudkørende cyklister og krydsulykker mellem cykler og biler. I øjeblikket er HVU i gang med at undersøge motorcykelulykker, og der forventes en rapport om undersøgelsen i slutningen af 2009.
HVU er sammensat af eksperter fra forskellige institutioner og betjenes af et sekretariat. De deltagende institutioner finansierer selv medlemmernes arbejdstid. Sekretariatet og kommissionens driftsudgifter er finansieret af en selvstændig finanslovsbevilling.
Jeg har ikke her og nu mulighed for at afsætte flere økonomiske midler til yderligere efterforskning i en Havarikommission, men vil løbende vurdere muligheden for at forbedre indsatsen.
Carina Christensen