Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             1. september 2008

Dok.id        719061

J. nr.           004-U18-591

  

 

Trafikudvalget har i brev af 31. juli 2008 stillet mig følgende spørgsmål 919 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 919:

 

"Ministeren bedes oplyse, hvorfor Gedserbanen af DSB dækkes af et ME-lokomotiv og 5-6 Bn-vogne, når et IC3 togsæt kunne løse opgaven med et minimalt forbrug af diesel?"

Svar:

 

Jeg kan oplyse, at kontrakten mellem Transportministeriet og DSB ikke regulerer, hvordan DSB skal disponere materielanvendelsen på de enkelte strækninger. Det er derfor DSB, som er ansvarlig for, hvilket materiel som anvendes på de enkelte strækninger. Det er imidlertid også DSB, som besidder den relevante kompetence til at prioritere anvendelsen af materiellet bedst muligt.

Spørgsmålet har således været forelagt DSB, som oplyser nedenstående, hvilket jeg henholder mig til.

Gedserbanen er i 2008-køreplanen planlagt til at blive betjent med et tog dagligt, og langt hovedparten af året sker det med et IC3 togtogsæt.

Mandag til lørdag - undtagen sommerperioden:

Mandag til lørdag er betjeningen af Gedserbanen udført med et tog fra København, der i ankomsten til Nykøbing F kl. 10:07 består af et eller to IC-3 togsæt, afhængigt af passagerantallet.

I de tilfælde, hvor der er to IC-3 togsæt i toget i ankomsten til Nykøbing F, nedformeres toget, således at kun det ene IC-3 togsæt fortsætter til Gedser med ankomst 10:33. Dette tog har forbindelse med færgen i Gedser, og der er altså direkte forbindelse fra København til færgen i Gedser.

Når dette ene togsæt efter forbindelse med færgen i Gedser returnerer til Nykøbing F, sker der i visse tilfælde en opformering med et IC-3 togsæt, således at toget fra Nykøbing F til København består at 1 eller 2 IC-3 togsæt.

Mandag til lørdag - i sommerperioden fra 5/7 til 17/8 2008:

I sommermånederne har DSB et større IC-3 forbrug, blandt andet fordi der kører flere internationale tog (EuroCity).

Da der således er færre IC3 togsæt til rådighed for den øvrige trafik, er det nødvendigt at anvende diesellokomotiv og blå vogne til en større del af regionaltogstrafikken i denne periode. Det er årsagen til, at Gedser banen på mandage-lørdage i øjeblikket bliver betjent med diesellokomotiv og blå vogne.

Søndag:

Søndag er betjeningen af Gedserbanen udført med et tog fra København, der ankommer til Nykøbing F kl. 18:07 og fortsætter til Gedser med ankomst 18:30. Dette tog består af et diesellokomotiv samt dobbeltdækkervogne.

På dette tidspunkt af søndagen har DSB valgt at prioritere anvendelsen af IC-3 togsæt til at betjene de store passagerstrømme i landsdelstrafikken.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen