Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             4. august 2008

Dok.id       

J. nr.           109-14

  

 

Trafikudvalget har i brev af 2. juli 2008 stillet mig følgende spørgsmål 870 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 870:

 

"Ministeren bedes kommentere vedlagte artikel fra Information den 10. maj 2008: ”Gigantlastbiler: Direktorat skifter forklaring om trafiksikkerhed” og herunder oplyse, hvilke forhold, der ikke har kunnet dokumenteres, og som foranledigede Vejdirektoratet til at trække notatet tilbage."

 

Svar:

 

Titlen på det omtalte notat er: ”Modulvogntog, Foreløbig vurdering af vej- og trafiktekniske forhold”. Af forordet til notatet fremgår blandt andet:

 

”Notatet indeholder foreløbige vurderinger af vej- og trafiktekniske forhold ved kørsel med modulvogntog på danske veje. Disse vurderinger kan indgå som en del af grundlaget for tilpasning af det vejnet, der er omfattet af det 3-årige forsøg med modulvogntog, som er aftalt mellem en række af Folketingets partier. […] Når der foreligger en evaluering af modulvogntogsforsøget, vil det være muligt at beskrive og fastlægge endelige forudsætninger for vej- og trafiktekniske tilpasninger for en eventuel udvidelse af forsøget eller en eventuel permanent ordning.”

 

Formålet med notatet var, som det fremgår, at finde ud af, hvilke problemer modulvogntog ville eller kunne skabe i trafikken. Det var åbenlyst, at modulvogntogene skulle have mere plads fx til svingning, men det var vigtigt at være klar over, hvilke andre problemer der eventuelt kunne optræde, og hvorledes disse kunne forebygges i forsøgssammenhæng. Notatet er imidlertid formuleret således, at det kunne være vanskeligt for den almindelige læser at skelne mellem faktuelle forhold og antagelser om og forventninger til den fremtidige udvikling. Det var overvejelser omkring disse forhold, der gav anledning til, at notatet i en periode ikke var tilgængeligt på Vejdirektoratets hjemmeside.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen