|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            21. januar 2008 J. nr.          004-U18-288  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 14. december 2007 stillet mig følgende spørgsmål 85 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"Ministeren bedes redegøre for baggrunden for de ændringer, der træder i kraft med DSB's nye køreplan de steder, hvor der er tale om større ændringer."
I forbindelse med DSB’s køreplan, der trådte i kraft den 6. januar 2008, gennemføres følgende overordnede trafikale ændringer:
· Ny køreplan på strækningen København - Nykøbing F
· Forbedringer i den internationale trafik
· Flere lyntog København - Frederikshavn
· Flere tog over Øresund
· Indsættelse af IC4
Ny køreplan på strækningen København - Nykøbing F
Der gennemføres en grundlæggende ændring af trafikken på strækningen København - Nykøbing F. med fokus på kortere rejsetider, højere frekvens og bedre komfort med mere moderne materiel. Dog sker der kun meget begrænsede ændringer i myldretiden i aktuel retning.
Der vil fra køreplanskiftet køre 2 tog pr. time mellem København og Nykøbing F i dagtimer mandag - fredag, lørdag formiddag og søndag fra sidst på eftermiddagen. Et af togene vil være hurtigt og vil kun standse ved de store byer, mens et af togene vil være lidt langsommere og vil standse ved alle stationer mellem Ringsted og Nykøbing F. De internationale tog til Hamburg integreres med regionaltrafikken, således at nogle af de hurtige tog til Nykøbing F. fortsætter til Hamburg.
DSB har indgået en aftale med Deutsche Bahn (DB) om at anvende tyske ICE togsæt i dele af trafikken mellem København og Hamburg. Sammen med de nuværende IC3 togsæt betyder det, at de hurtige tog til Nykøbing F. udelukkende bliver kørt med moderne togsæt og dobbeltdækkervogne.
Det nuværende togsystem mellem Østerport og Roskilde forlænges til Ringsted for at betjene Viby og Borup, der ikke længere betjenes af togene til/fra Næstved og Nykøbing F.
Den nye køreplan betyder, at langt hovedparten af DSB's kunder får uændret eller bedre betjening, mens en relativ lille del får mindre forringelser.
Forbedringer i den internationale trafik
Køreplanskiftet K 2008 indebærer en lang række forbedringer i den internationale trafik og omfatter de største forbedringer gennem mange år.
Der kommer flere direkte forbindelser, dels en daglig direkte forbindelse mellem København og Berlin, dels nattog til Amsterdam.
Tyske ICE togsæt afløser på nogle afgange de nuværende IC3 togsæt mellem København og Hamburg og afløser mellem Århus og Berlin lokomotiv og vogne. Dermed forbedres komforten for passagererne.
Flere lyntog København - Frederikshavn
For at sikre en højere frekvens og kortere rejsetider i fjerntrafikken udvides den periode, hvor lyntogene kører. Dette betyder, at der fremover kører flere lyntog om aftenen, lørdag om eftermiddagen og søndag formiddag. Omfanget af udvidelsen er forskellig på de enkelte strækningsafsnit.
Det betyder samtidig, at der kommer flere direkte forbindelser København - Frederikshavn.
Flere tog over Øresund
I 2007 er den markante vækst i passagertallet over Øresund fortsat. I perioden januar - august er passagertallet vokset med 28 % i forhold til samme periode i 2006.
DSB udvider derfor antallet af afgange over Øresund. Der etableres i myldretiden 3 afgange om morgenen og 3 i modsat retning om eftermiddagen mellem Malmö Syd/Svågertorp og København, således at der i én time både morgen og eftermiddag er 10-minutters drift over broen.
Indsættelse af IC4
DSB fortsætter i 2008 indsættelsen af IC4 togsæt i takt med den løbende godkendelse af togsættene, i første omgang lokalt i Jylland. Efterfølgende forventes de indsat i fjerntrafikken mellem København og Århus/Aalborg. Udover en øget indsættelse af IC3 togsæt på Sydbanen, forventes der dog ikke yderligere indsættelse af IC3 tog på Sjælland i første halvår af 2008.
Carina Christensen