|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            9. juli 2008 Dok.id       J. nr.          004-u18-572  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 20. juni 2008 stillet mig følgende spørgsmål nr. 839 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"Ministeren bedes orientere om status på udlicitering af alt taxa kørsel i Holstebro Kommune og med baggrund i dette oplyse, hvorvidt ministeren anser kommunens taxa tilbud til de ydre egne af kommunen som værende tilstrækkelig."
Kommunerne skal sikre en tilfredsstillende taxibetjening i deres respektive områder. Denne opgave kan – i modsætning til mange kommunale opgaver - ikke udbydes i licitation.
Det er overordnet kommunerne, der har ansvaret for at administrere taxilovgivningen, og jeg har derfor ikke grundlag for at udtale mig nærmere om, hvordan kvaliteten af taxibetjeningen konkret er i Holstebro Kommune.
Antallet af taxitilladelser – og dermed antallet af taxier – fastsættes af de lokale myndigheder efter vurdering af behovet for taxikørsel. Fordeling af taxitilladelser blandt kvalificerede ansøgere foretages ligeledes af disse myndigheder, som bl.a. også fastsætter maksimaltakster for taxikørsel og for andre ydelser i forbindelse med taxikørsel. Kommuner kan i deres takstfastsættelse f.eks. fastsætte et tillæg for fremkørsel for at sikre, at chaufførerne har et tilstrækkeligt incitament til også at køre ture, hvor kunden skal hentes på en adresse langt fra taxivognmandens forretningssted.
I kommuner med 10 eller flere taxier skal taxierne være tilsluttet et bestillingskontor, som – døgnet rundt - skal sikre, at bestillinger på taxikørsel hurtigst muligt bliver udført.
Kommuner med færre end 10 taxier kan endvidere pålægge taxivognmændene at etablere en kommunalt godkendt telefonvagtsordning, som – døgnet rundt - skal sikre, at bestillinger på kørsel hurtigst muligt bliver udført.
Kundebetjeningen kan tillige sikres ved, at taxitilladelser fritages for pligten til at være tilsluttet et bestillingskontor. Det kan være aktuelt i tyndt befolkede områder, hvor omsætningen er så lav, at det er vanskeligt at dække udgifterne til at være tilsluttet et bestillingskontor. Tilladelser kan endvidere pålægges vilkår, der forpligter indehaverne til at betjene nærmere geografisk afgrænsede områder indenfor en kommune.
Med venlig hilsen
Carina Christensen