Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             25. juni 2008

Dok.id        687525

J. nr.           004-u18-549

  

 

Trafikudvalget har i brev af 4. juni 2008 stillet mig følgende spørgsmål 773 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 773:

 

"Ministeren bedes redegøre for, hvordan ministeren vil sikre, at målet om at investere mere i moderne og effektiv kollektiv trafik sikres, når 29 af de kommuner, der har flest brugere af busser, vil opleve et stort økonomisk tab, herunder et tab på 40 mio. kr. alene for Københavns Kommune, som konsekvens af DUT-ordningens skæve kompensation af omlæggelsen af dieselafgiften, jf. vedlagte artikel fra Berlingske Tidende 20. maj 2008 "Paradoks: Busruterne i storbyerne er truede"

Svar:

 

Den vedlagte artikel omhandler den lokale og regionale bustrafik, og jeg vil i den forbindelse gentage, at denne bustrafik hører under trafikselskaberne, der drives og finansieres af regioner og kommuner.

Jeg vil også understrege, at der samlet set ikke fjernes penge fra kommunerne som følge af ophævelsen af afgiftsfritagelsen, idet hver eneste krone staten får ind på ophævelsen af afgiftsfritagelsen, går tilbage til kommunerne som kompensation.

Af bemærkningerne til Skatteministeriets lovforslag fra oktober 2007 fremgår det, at der foreslås en ordning, hvor kommuner og regioner kompenseres via bloktilskuddet. Kompensation via DUT-systemet kan indebære, at enkeltkommuner i nogle sager overkompenseres, mens det modsatte kan være tilfældet i andre sager.

KL har i høringssvar fra 18. september 2007 til Skatteministeriets lovforslag taget forbehold for kompensationens størrelse og anført, at det forventes, at en afklaring af dette følger den normale DUT-procedure.


Som tidligere nævnt har jeg inviteret trafikselskaberne til et møde, hvor jeg ser frem til at drøfte mulighederne for at få flere passagerer til at benytte trafikselskabernes busruter.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen