Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 762 (Alm. del)<DOCUMENT_START>, som Folketingets Trafikudvalg har stillet til justitsministeren den 2. juni 2008.

 

 

 

Lene Espersen     

/

Barbara Bertelsen 


Spørgsmål nr. 762 (Alm. del) fra Folketingets Trafikudvalg:

 

”Ministeren bedes redegøre for, om reglerne er tilstrækkelige eller om de bør og kan ændres uden at bryde med grundlæggende retsprincipper, når en buschauffør, ifølge DR København den 2. juni 2008, fik taget sit kørekort p.g.a. spirituskørsel men fortsatte sit arbejde for busselskabet, uden at det fik oplysninger om dommen.”

 

Svar:

 

Den omhandlede artikel vedrører en sag, hvor en privatansat buschauffør blev dømt for at have kørt bus i spirituspåvirket tilstand på et tidspunkt, hvor chaufføren var frakendt førerretten betinget på grund af en tidligere spirituskørsel.

 

Jeg finder det af principielle grunde rigtigst ikke at udtale mig om den omtalte konkrete sag.

 

Mere generelt kan det oplyses, at de nærmere regler for indberetning til arbejdsgiveren af straffesager mod personer, der er ansat hos den pågældende, findes i det såkaldte indberetningscirkulære[1].

 

Efter § 1 i indberetningscirkulæret skal politidirektøren indberette straffesager mod personer, der er ansat i den offentlige forvaltning, samt for ansatte ved domstolene efter reglerne i §§ 2-6. Indberetningen sker normalt til Rigsadvokaten, som herefter vurderer, om den pågældendes arbejdsgiver skal underrettes, jf. § 6.

 

Der sker som udgangspunkt ikke indberetning til private arbejdsgivere. Politiet skal dog bl.a. foretage indberetning, når en privatansat, der som en væsentlig del af sit erhverv fører et motordrevet køretøj, tidligere er frakendt førerretten ubetinget på grund af spirituskørsel, på ny sigtes for spirituskørsel og samtidig kørsel i frakendelsestiden, jf. indberetningscirkulærets § 9 a, stk. 1.

 

Justitsministeriet overvejer for tiden, om der er den rette balance mellem på den ene side hensynet til færdselssikkerheden og på den anden side hensynet til fortrolighed om enkeltpersoners private forhold, jf. forvaltningslovens § 27 - eller om der eventuelt er behov for at ændre indberetningscirkulæret med henblik på i videre omfang end efter de gældende regler at sidestille offentligt ansatte og privatansatte, der frakendes førerretten.



[1] Cirkulære nr. 64 af 29. juli 2005 med senere ændringer om indberetning om straffesager mod offentligt ansatte, indberetning om straffesager vedrørende seksuelt misbrug af børn mv. begået af personer, der er ansat eller beskæftiget med børn, samt indberetning om straffesager vedrørende spirituskørsel og samtidig kørsel i frakendelsestiden begået af personer, der er ansat uden for den offentlige forvaltning.