Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             7. januar 2008

J. nr.           004-286

  

 

Trafikudvalget har i brev af 10. december 2007 stillet mig følgende spørgsmål 65, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 65:

 

"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 7. december 2007 fra Ole Iskov, Roskilde vedr. reaktivering af nedlagte jernbaner, jf. TRU alm. del - bilag 34."

 

Svar:

 

Trafikudvalget er med brev af 13. marts 2007 orienteret om, at transportministeren i samråd med partierne bag aftale om trafik for 2007 har godkendt nedlæggelse af strækningen Slagelse – Næstved.

Det fremgår af brevet af 13. marts 2007, at Trafikstyrelsen har udarbejdet en vurdering af behovet for opretholdelse af gods- og restbaner på det danske jernbanenet.

Med hjælp fra eksterne rådgivere har Trafikstyrelsen undersøgt de enkelte strækninger og på den baggrund foretaget en konkret vurdering af lokale virksomheders, kommuners og interesseorganisationers trafikale behov, sammenholdt med de økonomiske konsekvenser ved en eventuel fortsat opretholdelse. Banedanmark har udarbejdet analysen af de økonomiske konsekvenser ved en genopretning og genoptagelse af driften for henholdsvis passagertrafik og godstrafik. Banedanmarks analyse er gennemført i 2006 på baggrund af enhedspriser baseret på erfaringstal.

Trafikstyrelsen har i sin vurdering af behovet for opretholdelse af den enkelte bane lagt vægt på, at der skal foreligge realistiske, dokumenterede planer mv. med henblik på at genoptage jernbanedriften med gods og/eller passagerer, samt at den forven­tede trafik i givet fald skal stå i et rimeligt forhold til de af Banedan­mark anslåede investeringer, som måtte være nødvendige for en genåbning af trafikken på den givne strækning.

I forhold til strækningen Slagelse–Næstved viste undersøgelsen, at der ikke har været persontrafik på strækningen siden 1971, og at der ikke har været godstrafik på strækningen siden 1986. Undersøgelsen viste endvidere, at der ikke findes realistiske planer for genoptagelse af almindelig jernbanedrift på strækningen. På den baggrund tiltrådte forligskredsen, at strækningen Slagelse - Næstved nedlægges. Forligskredsen tiltrådte samtidig nedlæggelse af strækningerne Dalmose - Skælskør, Vojens – Haderslev, Rødekro – Aabenrå og Ringe – Korinth (delvis nedlæggelse).

Trafikstyrelsen har efterfølgende meddelt Banedanmark, at banestrækningen mellem Slagelse og Næstved kan sælges.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen