Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             18. februar 2008

J. nr.           004-000283

  

 

Trafikudvalget har i brev af 6. december 2007 stillet mig følgende spørgsmål 62, som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 62:

 

"Kan og vil ministeren imødekomme ønskerne fra Assens Kommune og Assens Ældreråd om en tunnelløsning for passage af sporene ved Tommerup Station? Spørgeren henleder opmærksomheden på, at der for det første er ganske meget togtrafik ved Tommerup Station og at passage af sporene over den nuværende "kamelrygspassage" er besværlig for ældre og gangbesværede samt for det andet, at man alligevel skal i gang med et større anlægsarbejde af et ekstra overhalingsspor ved Tommerup, hvor etablering af en tunnelpassage kunne indgå i arbejdet."

 

Svar:

 

I forhold til forslaget om at lade etablering af en tunnelpassage på Tommerup Station indgå i anlægsarbejdet vedr. etablering af overhalingspor ved Tommerup oplyser Trafikstyrelsen, at det tidligere været planen at etablere et overhalingspor ved Tommerup Station. På grund af lokale protester over overhalingssporets placering ved stationen har Trafikstyrelsen siden 2006 arbejdet med en løsning, hvor overhalingssporet placeres mellem Holmstrup og Tommerup nogle kilometer øst for selve Tommerup Station.

 

I forbindelse med løsningen, hvor overhalingssporet placeres nogle kilometer øst for selve Tommerup, oplyser Trafikstyrelsen, at det tidligere har været overvejet at nedlægge det eksisterende overhalingsspor på Tommerup Station med henblik på genanvendelse af sikringsanlægget i forbindelse med anlæg af det nye overhalingsspor øst for stationen.  Disse overvejelser er imidlertid blevet opgivet, da det eksisterende overhalingsspor på Tommerup Station fortsat skal anvendes til de gennemkørende intercity- og lyntogs overhaling af regionaltoget, som kører mellem Odense og Fredericia.

 

 

 

 

 

Jævnfør ovenstående eksisterer der således ikke en udførelsesmæssig sammenhæng mellem den foreslåede tunnel på Tommerup Station og etablering af nyt overhalingsspor.

Banedanmark oplyser endvidere, at der ikke umiddelbart er planer om at etablere en tunnel på Tommerup Station.

Jeg kan i forlængelse heraf oplyse, at der med aftale om trafik for 2007, som blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, blev afsat en pulje på 27 mio. kr. i perioden 2009-2011 til forbedring af tilgængeligheden til stationer. Efter aftale i forligskredsen har en arbejdsgruppe under Trafikstyrelsen, bl.a. med deltagelse af Danske Handicaporganisationer (tidligere De Samvirkende Invalideorganisationer), udarbejdet et oplæg til prioritering af tilgængelighedspuljen. Tommerup Station indgår ikke i dette oplæg. Den endelige udmøntning af puljen vil ske efter drøftelse i forligskredsen.

Jeg vil i forbindelse med udarbejdelsen af en investeringsplan for de kommende års investeringer i transportinfrastrukturen overveje, om der, i samarbejde med Danske Handicaporganisationer, bør indarbejdes et handicaptiltag, hvorunder det kan prioriteres at forbedre tilgængeligheden på flere stationer.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen