Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             27. juni 2008

Dok.id        675140

J. nr.           004-U18-477

  

 

Trafikudvalget har i brev af 8. maj 2008 stillet mig følgende spørgsmål 610 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 610:

 

”Ministeren bedes kommentere brevet fra Trafikforeningen Djursland vedr. Grenåbanen, jf. TRU alm. del - bilag 322 og herunder besvare de tre spørgsmål som trafikforeningen rejser”.

 

Svar:

 

Ad 1)

 

”Vil ministeren sikre at jernbanen Ryomgård og Grenå opgraderes i 2009, når skinnerne skal fornys?”

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for Banedanmark, som har oplyst følgende:

 

I fornyelsesplanen fra foråret 2007 havde Banedanmark foreløbigt planlagt at sporombygge 9 km af den yderste del af Grenåbanen i 2009. Baggrunden var en umiddelbar vurdering af, at det var nødvendigt at prioritere indsatsen for at undgå hastighedsnedsættelser.

 

I løbet af 2007 foretog Banedanmark en udvidet gennemgang af bl.a. strækningen Århus – Grenå. På baggrund af gennemgangen er det Banedanmarks faglige vurdering, at strækningen har en bedre kvalitet, end det tidligere blev vurderet, og at det derfor først er nødvendigt at foretage sporfornyelse af de 9 km i 2012-2014. Banedanmark foretager dog løbende vurdering af banens tilstand.

 

I 2008 planlægger Banedanmark at udføre en fornyelse af ca. 2,5 km spor øst for Ryomgård. Dette sker pga. sporets tilstand og for at undgå en mulig hastighedsnedsættelse, som vil kunne påvirke køreplanen negativt.

 

En eventuel hastighedsopgradering af strækningen Ryomgård-Grenå, som primært vil vedrøre ændring af signaler og sikring af overkørsler, vil kunne gennemføres enten samtidig med eller efter sporfornyelsen. En eventuel hastighedsopgradering af strækningen vil indgå i arbejdet med regeringens investeringsplan 2008.

 

 

Ad 2)

”Hvornår vil ministeren sætte hurtige tog på Grenåbanen?”

I henhold til Transportministeriets kontrakt med DSB skal MR-togene, der i dag bl.a. betjener Grenaabanen, udskiftes i perioden 2009-2011.

Omkring årsskiftet 2005/2006 besluttede partierne bag trafikaftalen fra november 2003, at lejeaftalen på 12 Desirotog, der betjener Svendborgbanen, blev forlænget i 4 år. Det var så hensigten, at Desirotogene skulle overflyttes fra Svendborgbanen til Grenåbanen i takt med indsættelsen af IC2-tog på Svendborgbanen. Der var således tale om en fremrykning af anskaffelsen af nyt materiel til Grenåbanen.

Frigørelsen af Desirotogene fra Svendborgbanen til Grenåbanen er imidlertid blevet forsinket af den forsinkede leverance af IC2 togene. Forsinkelsen af IC2 betyder desværre, at den forventede fremrykning ikke længere er mulig, og at Grenåbanen derfor fortsat er betjent med ældre MR-materiel.

DSB er derfor i færd med at undersøge muligheden for hurtigst muligt at tilvejebringe nyt materiel til Grenåbanen inden for rammerne af den planlagte reinvestering af MR-tog fra 2009-11. Der vil være tale om Desirotog eller lignende materiel.

 

Ad 3)

”Anerkender ministeren nytænkningen i at anskaffe letbanetog på Grenåbanen og Odderbanen, i stedet for Desirotog, der ikke passer ind i de fælles østjyske planer for fremtidigt letbanetog?”

De lokale myndigheder i Århusområdet og trafikselskabet Midttrafik gennemfører med deltagelse af staten en VVM-vurdering, som belyser mulighederne for indførelse af letbanedrift og dermed også samkørsel af dele eller muligvis hele Grenaabanen og Odderbanen.

Jeg skal understrege, at der fra statslig side ikke er truffet beslutning om at indføre letbanedrift på Grenaabanen, hvorfor en eventuel fremtidig anskaffelse af letbanemateriel under alle omstændigheder må afvente en sådan beslutning.

Desuden henvises til besvarelsen af spørgsmål 224 (TRU alm. del).

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen