Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             26. maj 2008

Dok.id        672916

J. nr.           004-u18-475

  

 

Trafikudvalget har i brev af 5. maj 2008 stillet mig følgende spørgsmål 584 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 584:

 

"Ministeren bedes kommentere, at DSB på baggrund af forsinkelse på strækningen Kalundborg København gentagne gange, bl.a. den 24. og 28. april 2008, har valgt at springe Vipperød Station over, samt redegøre for, hvordan ministeren vil sikre, at DSB både leverer tog til tiden og stop på de planlagte stationer, samt om passagererne kompenseres for det ekstra tidsforbrug, der opstår, når passagererne skal med bus fra Tølløse til Vipperød"

Svar:

 

Spørgsmålet nævner forsinkelser og hændelser på to konkrete dage, og jeg har derfor forelagt spørgsmålet for DSB, der har bidraget med følgende:

”Det indgår i overvejelserne om håndtering af forsinkelser og aflysninger, hvorvidt enkelte forsinkede togafgange skal springe stationer med lavt passagertal over for derved hurtiger at kunne genoprette trafikafviklingen hen mod rettidige tog.

I de konkrete i spørgsmålet omtalte dage har DSB registreret, at der henholdsvis har været tale om fejl på sikringsanlæg på Københavns Hovedbanegård og Roskilde den 24. april og Sporspærring mellem København H og Hvidovre Fjern samt mellem Hvidovre Fjern og Glostrup den 28. april. Begge dage blev et større antal tog og stationer påvirket af disse uregelmæssigheder.

På Nordvestbanen førte det de pågældende dage til, at nogle tog mod Holbæk ikke standsede i Vipperød. I sådanne tilfælde gives der information til kunderne i toget, normalt ved afgang fra Lejre, om, at man kan stige om i Tølløse, og tage det efterfølgende tog, der ekstraordinært vil standse i Tølløse og Vipperød. Det vil give de pågældende kunder en forsinkelse på ca. 10 minutter i ankomsten til Vipperød.

Alternativt kan kunderne køre med til Holbæk station og få en taxa fra Holbæk station hjem til deres egen gadedør. Den reelle forsinkelse ved denne løsning kan for nogle kunders vedkommende blive svær at måle. Henset til antallet af kunder til og fra Vipperød finder DSB, at det i tilfælde med forsinkelser undtagelsesvis er en rimelig fremgangsmåde for at genetablere normal toggang og dermed så hurtig som muligt at tilgodese flest mulige passagerer.

Kompensation af passagerer sker i overensstemmelse med rejsetidsgarantien.”

 

 

Jeg henholder mig til bidraget fra DSB.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen