|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K
                                                    |
Dato            19. maj 2008 J nr.            004-u18-471  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 30. april 2008 stillet mig følgende spørgsmål 579 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"Kan ministeren bekræfte, at der med den nye aftale om udbud af Bornholmstrafikken fra 2011 vil blive tale om, at der samlet set vil være mindre godskapacitet til rådighed og ikke mere, sådan som det fremgår af udbudsbekendtgørelsen, idet den påståede merkapacitet alene beror på en anden udnyttelse af færgerne"
Med aftalen af 17. august 2007 om udbuddet af færgebetjeningen af Bornholm udvides godskapaciteten på ruten Rønne-Køge fra 1235 lanemeter til mindst 1500 lanemeter i hver retning.
Samtidigt gives der med den nye aftale mulighed for, at ruten Rønne-Køge kan betjenes med én færge i stedet for to, eftersom der ikke stilles krav om, at ruten skal betjenes om natten i begge retninger.
På ruten Rønne-Ystad anvendes i dag den af de to Ro-Pax færger, der betjener Rønne-Køge om natten, og som ankommer til Rønne om morgenen, til at transportere gods på ruten Rønne-Ystad. Anvendelse af RoPax-færgerne medfører en betydelig overkapacitet i forhold til de faktiske godsmængder på Ystad-ruten.  Der blev i november 2007, som var den måned i 2007, hvor der blev transporteret mest gods mellem Rønne og Ystad, i gennemsnit mandag til torsdag overført 222 lanemeter gods pr. dag fra Rønne til Ystad og 171 lanemeter gods pr. dag fra Ystad til Rønne.
I forlængelse af den nye aftale om udbuddet er godskapacitetskravet på Rønne-Ystad fastlagt ud fra en vurdering af den hidtidige efterspørgsel. På Rønne-Ystad stilles der således krav om, at der skal kunne transporteres mindst 300 lanemeter gods. Hvis godsafgangen til Køge bliver tidligere end kl. 19.30, stilles dog krav om, at der i alt skal kunne transporteres mindst 600 lanemeter på Rønne-Ystad.
Med venlig hilsen
Carina Christensen