Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             19. maj 2008

J nr.             004-u18-445

  

 

Trafikudvalget har i brev af 23. april 2008 stillet mig følgende spørgsmål 508 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 508:

 

"Kan ministeren bekræfte, at den nuværende kapacitet af godsfærger på Bornholmstrafikken giver mulighed for ekstraordinære transporter af farligt gods og at det er en mulighed, som er blevet betydeligt mere påtrængende, fordi godsforbindelsen Bornholmsruten har indstillet?"

Svar:

 

Jeg kan bekræfte, at den nuværende godskapacitet giver mulighed for at gennemføre ekstraordinære afgange med farligt gods. I dag gennemføres der ekstraordinære afgange med farligt gods i sommerhalvåret, hvor den natfærge, der ankommer til Køge om morgenen, en gang ugentligt gennemfører en ekstraordinær dobbelttur særligt for farligt gods.

I vinterhalvåret er passagerefterspørgslen på ruten Rønne-Køge så begrænset, at der kan transporteres farligt gods på natfærge-afgangene uden at operatøren kommer i konflikt med reglerne om, hvor mange passagerer der må medtages på afgange, hvor der transporteres farligt gods.

Der medtages desuden farligt gods på Ystad-ruten, på afgange med RoPax-færgen, hvor passagerantallet er under 125.

I forbindelse med genudbuddet vil der fortsat være krav om, at operatøren skal transportere farligt gods, men det er op til operatøren at vælge, hvordan dette krav opfyldes.

Ifølge oplysninger fra Trafikstyrelsen er den tilvækst i mængden af farligt gods, som skal transporteres af Bornholmstrafikken A/S på ruten Rønne-Køge eller ruten Rønne-Ystad efter Bornholmsrutens nedlæggelse, ikke af et omfang, der forventes at medføre kapacitetsproblemer.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen