Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato       4 . juni 2008                       

J nr.       004-435

  

 

Trafikudvalget har i brev af 23. april 2008 (TRU alm. del) stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål nr. 507:

 

”Hvad agter ministeren at gøre for at sikre, at taxibranchen indfører og opretholder en aktiv alkohol- og rusmiddelpolitik set i lyset af, at taxachaufførerne stort set aldrig bliver testet i politiets spritrazziaer, fordi betjentene vinker dem forbi, hvis de har kunder?”.

 

Svar:

 

I fortsættelse af mit foreløbige svar af 23. maj 2008 kan jeg oplyse følgende:

 

Forbudet mod kørsel under indflydelse af alkohol eller rusmidler fremgår af færdselsloven, som håndhæves af politiet.

 

Som oplyst i mit foreløbige svar har jeg anmodet Justitsministeriet om en udtalelse, og Justitsministeriet har fra Rigspolitiet modtaget en udtalelse af følgende indhold:

 

”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen indhentet udtalelser fra politikredsene.
Det fremgår af disse udtalelser, at hyrevogne i forbindelse med målrettede spirituskontroller kontrolleres i samme omfang som privatbiler. Enkelte politikredse har dog oplyst, at man i forbindelse med målrettede kontroller som udgangspunkt ikke udtager hyrevogne, hvor der er kunder i bilen, til kontrol, medmindre konkrete omstændigheder ved kørslen tilsiger dette.”

 

Storkøbenhavns Taxinævn og forsikringsselskabet Trafik G/S, som er taxivognmændenes eget forsikringsselskab, har oplyst Færdselsstyrelsen, at der  generelt ikke er noget problem med påvirkede taxiførere.  Nævnet har i tidens løb modtaget klager over, at en vogn eksempelvis har lugtet af cannabis eller af spiritus, men det er uhyre sjældent. Trafik G/S oplyser, at ud af de anmeldte årlige ca. 4.500 skader er det under én om året, hvor føreren har været spirituspåvirket.

Med venlig hilsen

 

Carina Christensen