Folketingets Trafikudvalg

Christiansborg

1240  København K

Dato             8. maj 2008

Dok.id        668669

J. nr.           004-U18-460

  

 

Trafikudvalget har i brev af 22. april 2008 stillet mig følgende spørgsmål 499 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.

 

Spørgsmål nr. 499:

 

"Vil ministeren redegøre for DSB’s kontrakt med TDC Hotspot om internet i tog, herunder hvor længe kontrakten løber, samt mulighederne for at gøre internetopkoblingerne gratis på standard klassen, ligesom det er planen på DSB 1’?"

Svar:

 

Jeg har forelagt spørgsmålet for DSB, som har oplyst følgende:  

 

DSB har indgået en kontrakt med TDC, som p.t. omfatter adgang til trådløst internet i 203 togsæt på den 329 km. lange hovedstrækning København - Århus.

Aftalen mellem DSB og TDC er trådt i kraft og udløber den 31. december 2016.

 

DSB's kommercielle interesse omfatter alene muligheden for at øge antallet af rejser og kunder. TDC ejer indtægterne fra salget af minutter, og fastsættelse af prisen er alene et markedsdrevet TDC anliggende.

 

Rejsende på DSB 1' betaler en merpris for deres billet i forhold til prisen på en standardbillet. DSB har, for at tilbyde en forbedret kundeservice på DSB 1', indkøbt et antal vouchers minutter af TDC, som tilbydes DSB 1'-kunderne uden yderligere beregning, idet internetadgangen betragtes som værende betalt via merprisen på DSB 1' -billetten.

 

På DSB standard er der valgt en brugerfinansieret løsning, hvor kunderne betaler efter forbrug. Såfremt dette skulle være gratis ville det medføre et tilsvarende mindre provenu hos DSB. Internet i tog ville dermed ikke længere være en rentabel forretning for DSB.

 

Jeg skal henholde mig til DSB’s besvarelse.

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen