Danmarks Naturfredningsforening Fredericia

Formand Ole Klottrup

Kongensgade 12

7000 Fredericia

 

Dato             6. maj 2008

Dok.id       

J. nr.           101-80

Deres ref.

  

 

Kære Ole Klottrup

Tak for din e-mail, hvori du omtaler forbindelsen over Lillebælt i sammenhæng med de fremtidige infrastrukturelle investeringer i Region Syddanmark.

På baggrund af blandt andet Infrastrukturkommissionens betænkning er regeringen i gang med at udarbejde et oplæg til en ny investeringsplan på infrastrukturområdet, som fremlægges inden udgangen af 2008.

I forbindelse med dette arbejde har jeg, som du ved, afholdt et møde med borgmestrene i Region Syddanmark d. 28. april 2008 som led i den debatturné, hvor jeg i løbet af de kommende måneder vil tage rundt til landets regioner og drøfte de lokale ønsker og anbefalinger til de fremtidige investeringer.

I arbejdet med investeringsplanen indgår også en vurdering af kapaciteten ved Lillebælt.

Spørgsmålet om sammensætningen af udvalg i regioner hører ikke under min ressort som transportminister. Transportministeriet har derfor bedt velfærdsministeriet, der administrerer reglerne om regionernes sammensætning og virke, om at besvare den del af henvendelsen, der vedrører personsammenfald i Region Syddanmarks Miljø- og Infrastrukturudvalg.

 

Velfærdsministeriet udtaler følgende, som jeg vil henholde mig til:

”Efter § 13, stk. 6, i regionsloven kan regionsrådet nedsætte de i § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse nævnte særlige udvalg. Det fremgår af bestemmelsen i regionsloven, at regionsrådet bestemmer de særlige udvalgs sammensætning og fastsætter regler for deres virksomhed.

Som medlemmer af særlige udvalg kan udpeges såvel regionsrådsmedlemmer som ikke-regionsrådsmedlemmer, herunder ansatte i den regionale forvaltning og andre sagkyndige. Flertallet af medlemmerne af et særligt udvalg kan bestå af ikke-regionsrådsmedlemmer.

Medlemmer af de særlige udvalg vælges ved forholdstalsvalg. Denne valgmetode indebærer, at valggrupper i regionsrådet besætter pladser i forhold til gruppens størrelse og i den rækkefølge mandaterne tilfalder gruppen.  Regionsrådet vil dog ved almindelig flertalsbeslutning kunne bestemme, at regionsrådets formand skal være født medlem af et særligt udvalg.

Regionsrådet vil endvidere ved almindelig flertalsbeslutning kunne fastsætte, hvilke kvalifikationer ikke-regionsrådsmedlemmer skal opfylde for at kunne udpeges som medlemmer af de særlige udvalg.

Regionsrådet kan ikke herudover ved almindelig flertalsbeslutning begrænse mindretallets ret til ved forholdstalsvalg at øve indflydelse på udpegelsen af medlemmer af særlige udvalg. Forholdstalsvalgmetoden kan således herudover – for at beskytte mindretallene i regionsrådet – alene fraviges når der er enighed om det.

Baggrunden for reglerne om sammensætningen af og valg til de særlige udvalg er, at der er tale om politiske udvalg. Det er derfor udgangspunktet, at den politiske balance i udvalgene afspejler den politiske balance i regionsrådet, og at det er op til hver enkelt valggruppe i regionsrådet at vælge, hvem man vil udpege til en given udvalgspost. Samtidig giver reglerne mulighed for, at et flertal i regionsrådet kan kræve, at ikke-regionsrådsmedlemmer i udvalgene har særlige kvalifikationer.

Personsammenfaldet mellem Region Syddanmarks infrastrukturudvalg og regionens miljøudvalg giver således ikke Velfærdsministeriet anledning til bemærkninger.”

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Carina Christensen