|
|
|
Folketingets Trafikudvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            29. april 2008 Dok.id       J. nr.          101-80  Â
|
|
Trafikudvalget har i brev af 10. april 2008 stillet mig følgende spørgsmål 459 (TRU alm. del), som jeg hermed skal besvare.
"Ministeren bedes kommentere henvendelse af 10. april 2008 fra Sydtrafik vedr. Infrastrukturkommissionens betænkning, jf. TRU alm. Del – bilag 279."
Med henvisning til Infrastrukturkommissionens betænkning gør Sydtrafik som udbyder af offentlig servicetrafik i det syd- og sønderjyske område opmærksom på deres synspunkter vedrørende den sydjyske infrastruktur.
Sydtrafik lægger blandt andet vægt på udvikling af nær- og/eller letbaner i trekantsområdet og i området omkring Esbjerg til aflastning af vejinfrastrukturen, togbetjening af Billund lufthavn og Esbjerg havn, togforbindelse mellem Esbjerg og Hamburg via Niebüll samt opprioritering af togstrækningen mellem Vojens og Vamdrup.
Desuden ønsker Sydtrafik, at kollektiv trafik bliver en integreret del af kommunernes fysiske planlægning, og at man generelt medtager den kollektive trafik i det videre arbejde med infrastrukturplanlægningen, herunder, at man udbygger centrale busterminaler.
Endelig anbefaler Sydtrafik, at man udvikler fælles billettering og takster mellem færgeoperatører og andre transportformer i henhold til de store passagertal på færgen mellem Esbjerg og Fanø.
På baggrund af blandt andet Infrastrukturkommissionens betænkning er regeringen som bekendt i gang med at udarbejde et oplæg til en ny investeringsplan på infrastrukturområdet, som fremlægges inden udgangen af 2008. De nævnte forslag og ønsker fra Sydtrafik vedrørende infrastrukturinvesteringer i Syd- og Sønderjylland vil indgå i overvejelserne i forbindelse hermed.
I forbindelse med investeringsplanlægningen vil jeg i de kommende måneder tage på en debatturné rundt i de forskellige landsdele for at drøfte de lokale forhold. Her vil jeg få lejlighed til at høre nærmere om lokale ønsker og anbefalinger til den svære, men nødvendige prioritering, der skal foretages. Jeg ser i den forbindelse frem til mødet med Borgmestrene i Region Syddanmark d. 28. april 2008 i Vejle.
Carina Christensen