Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 448, som Folketingets Trafikudvalg (Alm. del) har stillet til justitsministeren den 9. april 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Anette Arnsted

 


Spørgsmål nr. 448 fra Folketingets Trafikudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 7. april 2008 fra DTL vedr. køre- og hviletidsreglerne, jf. TRU alm. del – bilag 271.”

 

Svar:

 

Ved breve af 31. oktober 2006 og 14. marts 2007 orienterede Justitsministeriet Folketingets Retsudvalg om en række ændringer i tiltalepraksis vedrørende overtrædelse af reglerne om køre- og hviletid samt kontrolapparatet, som ministeriet efter drøftelse med Rigsadvokaten og Rigspolitichefen havde besluttet at gennemføre. Kopi af brevene vedlægges.

 

Som det også fremgår af de nævnte breve, havde Justitsministeriet endvidere bedt Rigsadvokaten om i samarbejde med Rigspolitichefen at følge området og udarbejde en redegørelse, der kan give grundlag for at vurdere, om der er behov for at foretage yderligere tilpasninger af sanktionssystemet på køre- og hviletidsområdet.

 

Redegørelsen, som bygger på en gennemgang af 514 endeligt afgjorte sager om overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, blev den 29. februar 2008 modtaget i Justitsministeriet og udsendt til transportbranchens organisationer, der samtidig blev indkaldt til et møde i Justitsministeriet den 27. marts 2008 med henblik på en drøftelse af redegørelsen. Redegørelsen (uden bilag) vedlægges i kopi.

 

Forud for mødet modtog Justitsministeriet fra HTS (Handel, Transport og Service) og ITD (International Transport Danmark) et juridisk responsum om sanktionssystemet på køre- og hviletidsområdet. Responsummet vedlægges i kopi til orientering.

 

Justitsministeriet modtog også de eksempler på overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, som DTL (Dansk Transport og Logistik) ved den i spørgsmålet nævnte henvendelse har fremsendt til Folketingets Trafikudvalg. Justitsministeriet har i øvrigt tidligere kommenteret eksempel 1-3 ved besvarelse af 27. februar 2008 af spørgsmål nr. 278 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del). Kopi af besvarelsen vedlægges.

 

DTL anfører i sin henvendelse, at de fremsendte eksempler knytter sig tæt til konklusionerne i det ovennævnte responsum fra HTS og ITD.

 

Responsummet viser efter Justitsministeriets opfattelse ingen retlige mangler ved det gældende sanktionssystem. Responsummet indeholder derimod nogle retspolitiske argumenter for visse ændringer af systemet. Det bemærkes i den forbindelse, at responsummet er udarbejdet, inden Rigsadvokatens og Rigspolitiets ovennævnte redegørelse om det faktiske sanktionsniveau på området forelå.

 

Justitsministeriet har endnu ikke afsluttet sine overvejelser om, hvorvidt der på ovennævnte baggrund bør foretages yderligere tilpasninger af sanktionssystemet.

 

Folketingets Trafikudvalg vil blive orienteret om udfaldet af ministeriets overvejelser.Â