Til
Folketinget - Trafikudvalget
Hermed fremsendes svar på spørgsmål 444 af 7. april 2008.
(TRU alm. del - bilag 266)
Kristian Jensen
                           /Lene Skov Henningsen
Spørgsmål 444
Ministeren bedes kommentere henvendelse af 4. april 2008 fra Nordjysk Flytning og Transport v. Ole Tanggaard vedr. sovemuligheder i varebiler, jf. TRU alm. del - bilag 266.
Svar:
Ole Tanggaard ønsker indført mulighed for overnatningsmulighed i varebiler. Han henviser til den igangværende debat om overnatningsmulighed i følgebiler og til at varebiler med tilladt totalvægt indtil 3.500 kg ofte anvendes af Kurerbranchen, og ofte til eksport.
Hertil bemærkes indledningsvist, at regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance den 4. april 2008 indgik en aftale om initiativer vedrørende varebiler. Det indgår bl.a. i aftalen, at registreringsafgiftsloven ændres således, at det bliver muligt at etablere faste brikse i ledsagebiler uden afgiftsopkrævning.
Hel eller delvis indretning af varebiler til ophold og beboelse medfører efter gældende regler, at bilerne skal afgiftsberigtiges som personbiler. Det er med god grund, at det alene er følgebiler, der er omfattet af aftalen om varebiler. Disse biler adskiller sig nemlig i væsentligt omfang fra andre varebiler, herunder varebiler, der anvendes i kurérbranchen. Særligt kan nævnes,
- at følgebiler er bemalet på nemt genkendelig måde, hvilket forenkler kontrollen,
- at følgebiler følger en nærmere rute fastlagt i en strækningstilladelse, der er udstedt af politiet efter nærmere forhandling med de berørte vej- eller bromyndigheder,
- at føreren af følgebilen skal have gyldigt kørekort til de samme kategori(er), som er krævet for føreren af den ledsagede særtransport.
Anvendelsen af den type varebiler, der anvendes i kurérbranchen, er ikke på samme måde begrænset og kontrolérbar. Det skyldes, at tilsvarende varebiler anvendes i mange andre sammenhænge, herunder også til private formål.
Jeg mener derfor ikke, at man bør gå længere end til følgebilerne, når det gælder afgiftsfritagelse for hel eller delvis indretning af varebiler til ophold og beboelse.